280 ugentlige forbindelser
280 ugentlige direkte forbindelser mellem Hong Kong og Europa er nu en realitet som følge af en udvidelse af joint venturet mellem Cathay Pacific og Lufthansa Cargo.
Ud over kapaciteten på de dedikerede fragtfly tilbydes kunderne nu også belly kapacitet på passagerfly. Desuden har de to selskaber udvidet luftfragtsamarbejdet, således at der nu er direkte forbindelser mellem verdens største luftfragtlufthavn i Hong Kong og Frankfurt, Amsterdam, Barcelona, Bruxelles, Dublin, London (Gatwick og Heathrow), Madrid, Manchester, Milan, München, Paris, Rom og Zürich.
Ronald Lam, kommerciel- og cargodirektør hos Cathay Pacific:
- Vores samarbejde med Lufthansa har nået en ny, spændende fase, hvilket er til stor fordel for vores kunder i Europa og utvivlsomt styrker en af verdens store handelsveje, siger han.
Peter Gerber, bestyrelsesformand og administrerende direktør i Lufthansa Cargo:
- Vi er glade for, at vores fælles kunder nu kan få den fulde udnyttelse af vores partnerskab. Det er et fantastisk udgangspunkt for en langvarig succesfuld operation. Sammen kan vi gøre luftfragt endnu mere tiltrækkende, siger han. /anga.