Øl-toget tilbage på skinner
Trafikstyrelsen indførte forbud mod kørsel med de såkaldte lommevogne, efter den tragiske dødsulykke på Storebæltsbroen 2. januar, hvor otte togpassagerer på et IC4-tog mistede livet.
Her faldt en lastvognstrailer fra Carlsberg af den specielle godsbanevogn og ramte det modkørende passagertog under passage af Storebæltsbroens vestlige del – den såkaldte lavbro – i kraftig blæst.
Forbuddet mod kørsel med lommevogne blev udstedt, da en test som Statens Havarikommission udførte hos operatøren DB Cargo, viste, at et ikke var muligt at sikre sig, at lastvognstrailerens kongebolt er låst fast i skamlen på den type lommevogn.
Godsbaneoperatøren DB Cargo kunne i går mandag genoptage kørslen med lastvognstrailere. Det er muligt, fordi DB Cargo indsætter en anden type lommevogn, hvor lastvognstraileren er fastgjort fire steder.
Det skriver tv2.dk.
I sidste uge fik den svenske godsbaneoperatør Hector Rail tilladelse til at genoptage kørslen med lommevogne, fordi selskabet havde dokumenteret at deres procedurer sikrede, at lastvognstraileren var forsvarligt låst til godsbanevognen.