Fornem hæder til DTL-direktør
Erik Østergaard, administrerende direktør i DTL – Danske Vognmænd, er af Dronning Margrethe udnævnt til Ridder af 1. grad af Dannebrogordenen.
Direktøren blev allerede i 2004 udnævnt til Ridder under sin ansættelse som direktør i Scandlines-koncernen.
Erik Østergaard, der de seneste 13 år har stået i spidsen for DTL - Danske Vognmænd, er oprindeligt rederiuddannet og har læst erhvervsøkonomi og ledelse ved nogle af verdens førende Business Schools, herunder IMD i Schweiz, Stanford Business School og Boot School of Business ved University of Chicago, hvorfra han har en MBA.
Han har besat en lang række højtplacerede stillinger på både direktions- og bestyrelsesniveau i såvel ind- som udland inden for rederi-, havne- eller landtransportsektoren. Han har været udpeget til en lang række regeringskommissioner og fungerer i flere tillidshverv inden for transporterhvervet. Han var blandt andet medlem af såvel regeringens infrastrukturkommission og mobilitetskommissionen m.fl. Han var også medvirkende til i 2012 at samle de nordiske transport- og logistikorganisationer i Nordic Logistics Association med hovedkvarter i Bruxelles, hvor han har været formand siden etableringen.
- Erik Østergaards arbejde for transporterhvervet er i høj grad præget af, at transport er en meget væsentlig del af produktionskæden. Med en lang erhvervskarriere inden for såvel sø- som landtransport har Erik Østergaard været i stand til at tænke transport på tværs af sektorerne. Det være sig såvel kommercielt som politisk, og Østergaards indsats har derfor medvirket til at skabe markante forretningsmæssige og politiske resultater til gavn for både virksomheder, erhvervet og samfundet som helhed, lyder det i en skriftlig meddelelse fra DTL.