Ny sekretariatsleder til ATG
Efter 17 år i spidsen for Erhverv Aarhus og et yderst dedikeret arbejde for hele det brede erhvervsliv, markerede Bente Steffensen for nyligt sin afgang som direktør i Erhverv Aarhus til en afskedsreception før den årlige generalforsamling. Et punktum er sat og et nyt kapitel kan begynde.
Fra 1. januar 2019 overtager Bente Steffensen sekretariatsfunktionen for Aarhus Transport Group (ATG) og dermed målretter hun nu sin indsats til de infrastrukturelle emner i Vækstcenter Aarhus – til vands, til lands og i luften.
- I den fortsatte udvikling af Vækstcenter Aarhus er infrastruktur det væsentlige omdrejningspunkt. Jeg ser frem til at tage et helt særligt område op og servicere medlemsvirksomhederne i ATG. Jeg glæder mig også til at samarbejde med de øvrige erhvervsorganisationer i Aarhus Erhvervssamarbejde, herunder naturligvis Erhverv Aarhus, om de mange væsentlige fælles mærkesager, siger Bente Steffensen.
ATG-formand:
Formand for ATG og advokat Henrik Kleis udtaler:
- Det er en kæmpe gevinst for ATG, at Bente har sagt ja tak til at lede vores sekretariat fremadrettet. ATG får dermed en erfaren tovholder med et kæmpe netværk indenfor såvel erhvervsliv og det politiske liv. Bente formår at kombinere sine stærke holdninger med både kant og smidighed og der er næppe tvivl om, at hun er både afholdt og højt respekteret de steder hun færdes professionelt.
Tre mærkesager
I forbindelse med sin nye rolle har Bente Steffensen allerede en klar plan. Tre mærkesager præger agendaen og den fælles overskrift for arbejdet bliver udvikling af infrastruktur og vækst. Selv beskriver Bente Steffensen det således:
- Jeg har særligt fokus på Marselis-tunnelen, da den i særlig grad optager ATG’s medlemmer. Derfor vil jeg slå et slag for tunnelens betydning for havnen og ikke mindst byen. Samtidig er det væsentligt at styrke interessen for en niveau-fri skæring af Ringvejen. Det vil kunne bidrage med store trafiklettelser og få stor betydning for trafikken generelt, forklarer Bente Steffensen og tilføjer:
- Derudover vil jeg have fokus på udvidelsen af Aarhus Havn i ’Projekt Yderhavn’, der skal tilgodese den kraftige vækst i og omkring Aarhus Havn - og som er et must for at understøtte udviklingen fremadrettet.
To årlige topmøder
To årlige topmøder på agendaen For at fremme dialogen om ATG’s mærkesager og videndele omkring aktuelle infrastrukturelle emner, tilfører Bente nogle af sine stærke kompetencer til ATG – nemlig sin evne til at samle erhvervslivet omkring aktuelle og relevante arrangementer og få skabt basis for god dialog mellem politikere og relevante interessenter.
Således bliver et nyt og helt særligt initiativ for ATG at afholde Aarhus Transport Summit, som består af to årlige ’mini-topmøder’ med fokus på både vare- og godstransport samt persontransport. Her vil særlige frontfigurerer på transportområdet kaste lys over givne projekter, sager eller problemstillinger. Dermed får medlemmer og andre interessenter mulighed for at involvere sig i den pågældende sag og præge debatten.
Fakta om ATG
ATG er en interesseorganisation dannet i 1993 med udgangspunkt i et idégrundlag, der skal styrke samarbejdet mellem transportens interessenter og sikre erhvervslivets øget konkurrencekraft. Det sker blandt andet gennem udvikling af regionens infrastruktur, teknologi, transportteknik og vidensniveau samt ved at gøre opmærksom på Aarhus som en af landets førende transport- og trafikcentre.
ATG prioriterer en tæt politisk sparring og søger derfor også indflydelse, når Aarhus Kommune udvikler nye erhvervshandlingsplaner for byen.