23948sdkhjf

Speditører vil stramme op efter Kurt Beier-sagen

Kronik: Danske Speditører mener, det er tid til både eftertænksomhed og handling.

Adm. direktør Martin Aabak, Danske Speditører mener, at sagen om Kurt Beier Transports brug af filippinske lastvognschauffører, har kastet skygger over hele den danske transportbranche.

Det skriver han i en kronik, der i dag er bragt i dagbladet Børsen.

»Efter afsløringen af de uacceptable forretningsmetoder hos Kurt Beier-Transport skal erhvervslivet vise ansvarlighed og handlekraft. Det er tid til eftertænksomhed og handling.«

Han understreger, at forholdene i Kurt Beier Transport-sagen ikke er karakteristiske for den danske transportbranche.

»Det er den berygtede marginal, der får lov til at fylde hele billedet. Men det ændrer ikke på, at vi ikke bryder os om, at den samlede transportbranche, som Danske Speditører er en del af, bliver opfattet sådan - fordi sådan er vi ikke.«

Martin Aabak stiller spørgsmålet, hvorfor det er mediernes opmærksomhed og ikke branchen selv, der opdagede og reagerede mod de uacceptable forhold i Kurt Beier Transport.

»Vi fik alle med god grund en rusketur af de helt store, da historien ramte forsiderne. Det er der to grunde til:

For det første er det yderst sjældent og sensationelt, at en så tydelig mangel på moral og etik ses i en dansk transportvirksomhed.

For det andet er det meget alvorligt og tankevækkende, at Kurt Beiers forretningsmodel stort set har kunnet foregå uden at være i klar strid med den danske lovgivning.«

Bredt ansvar

Martin Aabak henviser til EU-kommissær Margrethe Vestagers kommentar til Kurt Beier-sagen om, »…at Padborg-sagen tager bekymringen for, hvad erhvervslivet kan finde på, til nye højder,« som eksempel på, hvordan sagen sværter hele transportbranchen – uanset om det er fortjent eller ej.

»Når det er sagt, bliver jeg også nødt til at sige, at dette er ikke et problem, der alene kan løses af transportbranchen. For det er ikke kun skabt af transportbranchen. Transportkøbere med ensidig prisfokusering skal også tage et større ansvar.

Det samme skal virkelighedsfjerne politikere, der indfører parkeringsrestriktioner, som presser chauffører og vognmænd ud i uholdbare situationer. Større ansvar skal du og jeg som forbrugere også tage.«

Når ikke i mål

Danske Speditørers adm. direktør erkender, at det er lettere sagt end gjort, at sikre at alle led i transportkæden handler etisk og moralsk forsvarligt.

»Vi har med Padborg-sagen fået en påmindelse om, at etik og moral skal sikres i alle led af transportkæden. Speditørerne og andre Kurt Beier-kunder har tydeligvis ikke haft nok hånd i hanke med, hvad der er foregået. Dermed ikke være sagt, at vi med selv de skrappeste midler kunne være helt 100 pct. sikre på ordentlig forretningsmoral. Det er jo set før i verdenshistorien, at virksomheder med den ene hånd højtideligt har skrevet under på noget, og derefter har den anden hånd gjort noget helt andet.

Man kan komme langt med et ordentligt juridisk aftalegrundlag. Men vi kommer ikke helt i mål.«

Whistleblover-ordning?

»Vi skal undersøge, hvordan den slags ufine forretningskneb kan forebygges. Vi kan ikke være tjent med at sætte kikkerten for det blinde øje og frikende os selv for pligten til at være med til at sikre, at der ikke opstår flere lignende sager.

Vi skal for eksempel turde rejse spørgsmålet: er speditørernes kontrol med underleverandørerne - det være sig vognmænd, jernbaneoperatører, rederier eller flyselskaber - god nok til at forebygge uacceptable forretningsmetoder? Og til at opdage det og efterfølgende have et solidt grundlag for at gribe ind. Skal vi have en whistleblower-ordning?«

Martin Aabak fastslår, at brancheorganisationen ønsker at bidrage aktivt til at forhindre lignende eksempler i fremtiden.

»I Danske Speditører vil vi gerne yde vores bidrag til at komme disse ugerninger til livs og få underleverandørerne forpligtet på høj regelefterlevelse og høj forretningsmoral.

Når de mange relevante spørgsmål i kølvandet på Kurt Beier-sagen dukker op, er det også vigtigt at slå fast, at der er mange forskellige aktører, der skal yde hver deres bidrag for at undgå gentagelser.«

Han understreger, at selv om transporterhvervet selv kan gøre noget, for at forbedre forholdene, kræver det også, at nationalstaterne og EU bakker op.

Dansk enegang, nej tak

Martin Aabak slutter med, at advare mod dansk enegang i form af nationale politiske indgreb, selv om Kurt Beier-sagen naturligt frister til politisk handling.

»… det vil være problematisk, hvis det fører til, at Danmark kommer til at gå enegang med endnu flere nationale særordninger og endnu tungere administrative byrder på dansk logistik. Det vil blot føre til, at import- og eksportvirksomhederne vil få en tilskyndelse til at booke transportydelser hos aktører, der ikke er omfattet af dansk lovgivning.

Det vil være til skade for dansk beskæftigelse, omsætning og indtjening. Det er den direkte vej til et kollektivt dansk velfærdstab.

Den rigtige politiske arena skal vælges. Men det fritager hverken danske erhvervsfolk eller politikere for pligten til at finde løsninger.

Det bliver en fælles opgave at drage alle de nødvendige konsekvenser af Kurt Beier-sagen.«

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125