Singapore sender scrubbere i skammekrogen
Singapores havnemyndighed overraskede fredag i sidste uge den globale skibsfart med et forbud mod brug af åbne scrubbere – der renser udstødningsgasserne for svovl – under havneanløb og – ophold.
En stor andel af verdens rederier har investeret store summer i scrubbere, for fortsat at kunne anvende den billige og meget svovlholdige bunkerfuel, under sejlads i farvande med loft over udledningen af svovl. Åbne scrubbere opsamler ved hjælp af hjælpestoffer svovlet fra røggasserne fra skibets dieselmotorer, og restproduktet udvaskes med havvand i havet.
Singapores havnemyndighed frygter, at udledningen af svovl i havnens bassiner og i nærområdet vil føre til alvorlig forurening.
Det skriver shippingwatch.
Rederier og scrubberproducenter i den såkaldte Clean Shipping Alliance 2020, er ikke overraskende stærkt kritiske over for forbuddet, og spørger, hvorfor der overhovedet ikke har været dialog med branchens aktører inden det radikale forbud.