23948sdkhjf

Grønt lys til frihandelsaftale med Japan fra EU

EU træder et skridt nærmere en frihandelsaftale med Japan.

Frihandelsaftalen med Japan får grønt lys af parlamentarikerne i Europa-Parlamentets transportudvalg. Det sker med et overvældende flertal. Godkendelsen markerer et vigtigt skridt mod en endelige vedtagelse af aftalen. En vedtagelse, som forventes at finde endeligt sted inden årets udgang.

Det skriver Danske Rederier.

Da transportudvalget i Europa-Parlamentet mandag skulle stemme om den endelige aftales ordlyd var der ingen slinger i valsen. Således stemte 25 parlamentarikere for, 10 imod og en hverken for eller imod. Afgørelsen rejser forventninger om en snarlig og endelige vedtagelse af handelsaftalen mellem EU og Japan. Hvilket har betydning for Danmark, da aftalen rummer et væsentligt potentiale for søfarten.

- Som eksportnation nyder Danmark godt af den øgede handel, der typisk følger med nye handelsaftaler. Det er i høj grad også gældende for skibsfarten, der sidste år havde eksportaktiviteter med Japan for 2,7 mia. kroner. Godkendelsen af aftalen med Japan er samtidigt med til at styrke EU's handelsdagsorden ved at sende et stærkt signal om frihandel i en tid, hvor protektionisme og indad skuende politik flere steder sætter dagsordenen, siger Jacob K. Clasen, direktør i Danske Rederier.

600 millioner mennesker

Handelsaftalen mellem EU og Japan vil skabe et handelsområde med ca. 600 mio. mennesker, tælle en tredjedel af verdens samlede bruttonationalprodukt og udgøre 40 pct. af verdenshandelen. Det vil fjerne næsten alle toldsatser på europæiske produkter og tjenesteydelser til Japan, hvilket i dag udgør omkring en mia. euro årligt.

Vedtagelsen vækker glæde hos Bendt Bendtsen, medlem af Europa-Parlamentet for Det Konservative Folkeparti.

- Det er meget positivt, at aftalen nu har fået støtte i Transportudvalget. Handelsaftalen er den største bilaterale handelsaftale mellem EU og et tredjeland nogensinde, der tilsammen udgør en 30. pct. af verdens BNP. Nu bliver det lettere og billigere at handle med hinanden. Det gavner i sidste ende europæiske forbrugere og virksomheder, siger Bendt Bendtsen.

Handelsaftalen vil derudover åbne markedet for tjenesteydelser, som e-handel, posttjenester, energi og telekommunikation, mens den på det maritime område vil sikre en fastholdelse af en fri og lige adgang til det japanske marked.

- Aftalen indeholder også et maritimt kapitel, som sikrer lige og uhindret adgang for international søtransport. Dette er altafgørende for at sikre danske rederiers uhindrede transportaktiviteter i Japan. Derudover tillader aftalen gensidig uhindret adgang til maritime tjenesteydelser, som også er en vigtig sikkerhed, når rederier arbejder i tredjelande uden for EU, siger Bendt Bendtsen.

Europa-Parlamentet, som skal give sit samtykke inden aftalen kan træde i kraft, forventes at give sit samtykke til aftalen på plenarmødet til december. Hvis aftalen her godkendes, vil den træde i kraft, så snart den japanske regering ratificerer den.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109