Kombiterminal ved Køge er ren gevinst
Ny analyse fra Københavns Speditørforening viser angiveligt, at det er en god samfundsøkonomisk forretning for Danmark at etablere en ny international kombiterminal ved Køge.
Analysen har beregnet en intern rente på mellem 12 og 22 procent, hvilket betyder, at gevinsterne ved at anlægge en ny international kombiterminal i Køge er betydeligt højere end omkostningerne.
Hvis Danmark omvendt ikke etablerer en international kombitermial ved Køge, vil jernbanegodset blive omlæsset til lastbiler på kombiterminaler i Nordtyskland og Sydsverige og kørt til København. Det vil være forbundet med en negativ samfundsøkonomi for Danmark. Den samfundsøkonomiske analyse viser, at dette vil være forbundet med en negativ nettonutidsværdi på mellem 6 og 12 mia. kr.
Københavns Speditørforening, der er en lokalforening under Danske Speditører, har bestilt analysen, der er udarbejdet af konsulentvirksomhederne Realise ApS og Sweco A/S. Region Sjælland har medfinansieret analysen.
Formand for Københavns Speditørforening Ole Meisler siger:
- En ny effektiv og konkurrencedygtig kombiterminal med den rigtige beliggenhed på den nye godsbanekorridor mellem Ringsted og København over Køge er afgørende for, om danske virksomheder og dermed Danmark kan drage maksimal fordel af den kommende faste forbindelse under Femern Bælt. Det handler både om, at tilgængeligheden med tog og lastbil skal være optimal samt at effektiviteten og prisniveauet for benyttelse af kombiterminalen skal være attraktiv. Endvidere ser vi fra Københavns Speditørforening gode perspektiver i nærheden til Køge Havn, der betyder, at vi har jernbane, vej og søvej inden for kort afstand, hvilket kan give nogle transport- og logistikmæssige fordele, der ikke skal undervurderes.
Perfekt placering
Ligger perfekt i forhold til Femern-forbindelsen til og fra Tyskland og resten af Europa
I 2019 åbner den nye jernbane mellem København og Ringsted over Køge. I 2028 åbner Femern Bælt forbindelsen mellem Danmark og Tyskland.
For Danmark betyder det, at den nuværende kombiterminal i Høje Taastrup i fremtiden er placeret forkert. Den vil ikke kunne håndtere det internationale gods til Danmark, da godset i fremtiden ikke vil benytte den nuværende bane mellem København og Ringsted over Høje Taastrup og Roskilde. Godset skifter rute til den nye godskorridor – den nye København-Ringstedbane via Køge.
Den samfundsøkonomiske analyse skal ses i forlængelse af den markedsanalyse, som Fonden Femern Belt Development fik udarbejdet i 2017, der viste en stor interesse for en ny international kombiterminal svarende til 18 godstog om ugen i begge retninger.
Den samfundsøkonomiske analyse baserer sig på, at det vil koste 975 mio. kr. inklusiv sportilslutning at anlægge en ny international kombiterminal ved Køge. Transportunderlaget for en ny kombiterminal er det transportunderlag der i dag håndteres på kombiterminalen i Høje Taastrup. Der er således tale om et ”konservativt estimat”, da der ikke er indregnet et eventuelt nyt transportunderlag som følge af den vækst i jernbanegods, der vil komme med realiseringen af Femern Bælt forbindelsen i 2028.
Vindersag for Østdanmark
En ny international kombitermial ved Køge vil samtidig være en vindersag for hele Østdanmark, da det vil betyde, at man kan friholde den eksisterende bane mellem Ringsted og København over Roskilde for langsomtkørende godstog, der vil generere de mange passagertog på en af Danmarks mest befærdede jernbanestrækninger. Ole Meisler siger:
- Den eksisterende bane mellem København og Ringsted over Roskilde er i dag en af Danmarks mest befærdede strækninger for passagertog der forbinder Vest- og Østdanmark og som ikke mindst servicerer bolig-arbejde togtrafikken mellem København og Sjælland. Med en international kombitermial ved Køge, kan de godstog der i dag kører på banen flyttes ud på den nye bane, hvilket vil betyde en markant bedre forhold for passagertogene mellem Øst- og Vestdanmark og mellem København og det øvrige Sjælland.”
DK på Europakortet
En Kombiterminal på Sjælland, der ligger rigtigt i forhold til fremtidens linjeføring for jernbanegods til og fra Tyskland og resten af Europa, vil også være en vindersag for hele Danmark.
Administrerende direktør i Danske Speditører, Martin Aabak, siger:
- Hvis Danmark ikke blot skal være et transitland, hvor godstogene suser igennem mellem Sverige og Tyskland, men derimod få glæde af den store stigning i antal godstog gennem Danmark efter realiseringen af Femern Bælt forbindelsen, er en ny international kombiterminal på Sjælland med den helt rigtige beliggenhed helt afgørende. Og meget gerne en international kombitermial med en hubfunktion, der forbinder Sjælland med kombiterminaler i Sverige og Norge. Det handler om at se nye muligheder, der kan få Danmark på det trafikale Europakort, når det handler om jernbanegods.
Ingen øst-vest-konflikt
Martin Aabak fra Danske Speditører understreger, at spørgsmålet om en kombiterminal på Sjælland ikke er et spørgsmål om Østdanmark mod Vestdanmark.
- Det er et spørgsmål om Danmark eller ikke-Danmark. Enten får vi en omladningsfacilitet, der ligger på den banelinje, som færdselsåren for jernbanegods på dansk område, eller også lægger vi os fladt ned på gulvet og siger, at vi alligevel er for små og for ubetydelige i Danmark. Det sidste vil jeg ikke være med til. Vi skal tro på os selv og på at vi kan sikre os en position som et naturligt kraftcenter for logistik og transport. Derfor skal vi have en Kombiterminal, der ligger naturligt i forhold til femern-forbindelsen. Jeg håber, at når Københavns Speditørforening allerede har givet bolden op nu til en seriøs diskussion, så har politikere og private investorer god tid til at gøre alt det, som skal til for at en kombiterminal kan stå klar på Sjælland til at modtage de første godstog, der ruller gennem Femern-forbindelsen i 2028, siger Martin Aabak.