23948sdkhjf

Reconor overtager Hedegaard

Hedegaard Miljø tilfører nye kompetencer til Reconor Gruppen.

Reconor Gruppen har købt Hedegaard Miljø A/S i Nyborg. Hedegaard Miljø er en enkeltmandsvirksomhed, ejet af Kim Hedegaard Nielsen.

- Vi oplever en stor efterspørgsel på miljørigtig håndtering af jord og restprodukter, og Hedegaard Miljø tilføjer nye kompetencer til Reconors Gruppens eksisterende forretning, fordi vi med købet nu kan supplere med løsninger bl.a. i form af termisk jord behandling i Holland og behandling af støbesand i Tyskland, siger administrerende direktør i Reconor Gruppen Henrik Nordenlund.

Samarbejder i forvejen

Hedegaard Miljø og Reconor Gruppen samarbejder allerede omkring en række grænseoverskridende projekter, hvor jord fra større byggeprojekter i Tyskland og Norge efter nødvendig analyse og sortering anvendes til f.eks. etablering af en skibakke i Uge i Sønderjylland.

Med købet af Hedegaard Miljø får Reconor Gruppen en ny platform for markedsføring af danske genanvendelseskoncepter i udlandet. Det gælder fx inden for nyttiggørelse af materialer fra isolering, genanvendelse af gipspladeaffald samt nyttiggørelse af jord til infrastruktur og landskabsmodelleringsprojekter.

Over grænserne

Kim Hedegaard Nielsen bliver i Reconor Gruppen ansvarlig for at videreføre Hedegaard Miljøs aktiviteter og samtidig for at sikre udvikling af Reconor Gruppens internationale dimension.

- Kim Hedegaard Nielsen har gennem en årrække samarbejdet med kunder i vores nabolande og har erfaring med import- og eksport af jord og affald, et udbygget kundenetværk og adgang til behandlingsløsninger i både Holland, Norge og Tyskland. Det glæder vi os til at stille til rådighed for vore kunder, siger Henrik Nordenlund.

- Markedet i Nordeuropa går i retning af et øget samarbejde over grænserne. Jeg er overbevist om, at jeg i samarbejde med mine nye dygtige kollegaer i Reconor Gruppens organisation kan skabe yderligere udvikling på disse områder og skabe nye løsninger, som understøtter miljørigtig ressourcehåndtering og cirkulær økonomi, siger Kim Hedegaard Nielsen.

Fakta om Reconor Gruppen

Reconor Gruppen består af City Container og NORRECCO og håndterer årligt over 2 mio. tons ressourcer, hvoraf 99,9% genanvendes og nyttiggøres, mens blot 0,1% går til deponi. Reconor Gruppen beskæftiger ca. 400 medarbejdere og opererer i hele Danmark. Reconor Gruppen, der ejes af kapitalfonden Agilitas, har hovedsæde i Farum.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.203