Kurt Beier Transport forlader ATL og DI
Direktør Karsten Beier fra Kurt Beier Transport A/S har meddelt ATL og DI, at virksomheden melder sig ud af organisationerne med øjeblikkelig virkning.
Kurt Beier Transport A/S har gennem længere tid indlogeret et større antal filippinere i en primitiv lejr i Padborg under uacceptable forhold. ATL og DI har bedt direktør Karsten Beier om en redegørelse for at få klarlagt sagen.
Kom mulig eksklusion i forkøbet
Oplysningerne skulle lørdag have været behandlet på et ekstraordinært bestyrelsesmøde i ATL med henblik på en stillingtagen til en eksklusion af virksomheden. Men direktør Karsten Beier har skriftligt meddelt ATL og DI, at han melder sig ud af organisationerne.
- Vi tager Karsten Beiers beslutning til efterretning. Der er ingen tvivl om, at sagen har skadet erhvervets omdømme, og den risikerer at få negative konsekvenser for resten af branchen, siger bestyrelsesformand i ATL Peter B. Jepsen.
I Dansk Industri tager man ligeledes meddelelsen om virksomhedens udmeldelse til efterretning.
- Vi ser med stor alvor på sagen, som har været skadelig ikke blot for branchen men for erhvervslivet som helhed, siger viceadministrerende direktør Kim Graugaard fra Dansk Industri.
ATL er en arbejdsgiverforening under DI for virksomheder, som beskæftiger sig med vejgodstransport.
Brancheorganisationen ITD kunne i ligeledes i sidste uge meddele, at Kurt Beier Transport havde meldt sig ud af ITD.