Miljøminister vil tjekke krydstogtrøg
Miljø- og fødevareminister, Jakob Elleman-Jensen, vil kortlægge luftforureningen fra krydstogtskibe i Aarhus og København. Baggrunden er en stor stigning i antallet af krydstogtskibe der ankommer til København. Krydstogtsskibene anvender deres egne dieseldrevne generatorer til at producere de store mængder el, det kræver at holde liv i et så stort moderne passagerskib, når de ligger i havn.
Der er derfor afsat penge til at kortlægge luftforureningen og etablere et internationalt samarbejde for grønnere krydstogtturisme.
Direktør i Danske Havne, Tine Kirk Petersen, hilser kortlægningen velkommen:
- Danske Havne støtter en kortlægning af luftforureningen. Vi skal have undersøgt omfanget. Nogle af de undersøgelser der er kommet frem, er på basis af få analyser og viser i bedste fald kun et øjebliksbillede. Lad os få undersøgt omfanget af luftforureningen ordenligt, så vi kan handle ud fra et oplyst grundlag, siger Tine Kirk Petersen i en pressemeddelelse fra havnenes brancheorganisation
Grønnere krydstogtsturisme
Miljø- og fødevareministeren vil også tage initiativ til et 4-årigt internationalt samarbejde for at fremme grønnere krydstogtturisme. I samarbejdet skal indgå myndigheder, havne og turistorganisationer.
- Danske Havne vil meget gerne støtte op om dette samarbejde og bidrage til grønnere krydstogtturisme, så nye miljøvenlige teknologiske løsninger undersøges bredt, slutter Tine Kirk Petersen.