Amerikansk patent til SpaceInvader
Det danskudviklede transportsystem, SpaceInvader, har netop opnået et afgørende patent i USA. Systemet, som gør det muligt at dobbeltstable paller og dermed øge lastekapaciteten gennem bedre udnyttelse af højden i lastbilers fragtrum, får dermed mulighed for at gå ind i det enorme amerikanske marked. SpaceInvader systemet bliver af flere betegnet som den nye standard for dobbeltstabling af paller.
Manden bag SpaceInvader opfindelsen og patentansøgningen er arkitekt og smed Jesper Rølund, som i 2013 fik en henvendelse fra Nordens største fødevaredistributør ASKO, en del af Norgesgruppen, som ledte efter effektiviseringsløsninger. Jesper blev bedt om at kigge på muligheden for at udvikle et koncept, der gør det muligt at optimere lastekapaciteten i hver lastbil.
Med sin baggrund fra design og håndværk, udviklede Jesper den første prototype på SpaceInvader og fandt senere sammen med Steen Frederiksen og Mads Klie-Holde i iværksættermiljøet på DTU Scion. Sammen etablerede de virksomheden SpaceInvader i 2015. SpaceInvader står i dag med et banebrydende og patenteret koncept, der kan hjælpe den kapacitetsramte transportbranche. Og døren står nu også åben til det gigantiske amerikanske logistik- og transportmarked.
- Vi er stolte over, at vores opfindelse nu også er patenteret i USA. Vores ambition er at blive standard for dobbeltstabling, og med en fod i døren til USA åbner patentet helt nye muligheder. I disse år er transportbranchen hårdt presset på kapaciteten af mange årsager, og vi er sat i verden for at effektivisere den. Branchen har manglet simple og prisbillige low-tech løsninger, der kan øge lastekapaciteten. Og dét er der brug for, når vi ved at op til 85 procent af alle lastbiler på vejene kører halvtomme rundt. Det er ikke bæredygtigt, hverken økonomisk eller klimamæssigt, lyder det fra de tre partner bag SpaceInvader.
SpaceInvader afventer europæisk patent (EPO), og systemet er allerede patenteret i Danmark, Kina, Euroasien nu også USA. Det anslås at der er over 2 milliarder paller i omløb i USA. Til sammenligning er der omkring 500 millioner EURO-paller i omløb globalt.