Frederikshavn indvier havneudvidelse
Frederikshavn Havn indvier nu 1. etape af den store havneudvidelse, der får et prisskilt på omkring 1 mia. kr.
Udvidelsens første etape står nu klar, og derfor inviterer havnen til festdag lørdag den 29. september fra 10-14, hvor nysgerrige kan opleve udvidelsen til lands, til vands og fra luften.
Indvielsen af 1. etape er en stor festdag og en kæmpe milepæl for Frederikshavn og Frederikshavn Havn, og der vil være taler af borgmester Birgit Hansen samt havnens bestyrelsesformand Bo Uggerhøj og administrerende direktør Mikkel Seedorff Sørensen.
- Havnen er byens havn, og vi er glade for at kunne invitere alle interesserede ned og fejre dagen sammen med os. Indvielsen bliver sidste chance for at opleve kajområdet, inden arealet for alvor tages i brug, så vi regner med og håber på, at der kommer rigtig mange mennesker. Det er et imponerende byggeri, og vi er glade for, at vi til indvielsen kan give folk en oplevelse af området på så mange forskellige måder. Med sejlture, løb, fiskeri, helikopterture og trækketure på hest har vi forsøgt at tilrettelægge noget for enhver smag. Og en gåtur ud til det nye molehoved, hvor man kan nyde den storslåede udsigt over havnen og Kattegat er også en oplevelse i sig selv, lyder det fra Mikkel Seedorff Sørensen.
Havnen inviterer blandt andet til fiskekonkurrence, sejltur i skibet W. Klitgaard eller i ribbåd, trækketure på islandske heste og en stor sandkasse til de allermindste. Desuden vil man kunne opleve en fotoudstilling, der viser byggeriet fra start til slut, samt købe sig til en helikoptertur over havneområdet. Herudover kan man deltage i motionsløb på det nye havneområde. /anga.