Første spadestik til Storstrømsbro
Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen vil torsdag den 27. september tage første spadestik til byggeriet af Storstrømsbroen. Spadestikket, der officielt sætter gang i byggeriet, bliver taget sammen med Vordingborg-borgmester Michael Smed og Guldborgsund-borgmester John Brædder på Masnedø.
Den lille ø mellem Sjælland og Falster bliver centrum for produktionen af broen, og det bliver også herfra broens mange elementer bliver udskibet. Det er Vejdirektoratet, som bygger den nye Storstrømsbro, der skal forbinde Sjælland og Falster via Masnedø.
- Med den nye Storstrømsbro får vi en bro til fremtiden. Ikke alene binder broen regionen sammen, den bliver også et vigtigt led i opgraderingen af jernbanen mellem København og Rødby og videre til Tyskland via Femernforbindelsen. Jeg er samtidig sikker på, at den lokale placering af brobyggeriet på Masnedø vil styrke udviklingen og beskæftigelsen i kommunerne i flere år frem, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen.
Storstrømsbroen bliver cirka fire kilometer lang og er Danmarks tredjestørste bro efter Øresundsbroen og Storebæltsbroen. Den får elektrificeret jernbane i to spor anlagt til 200 km/t og en tosporet landevej til 80 km/t. Desuden får broen gang- og cykelsti. Broen forventes at være klar til biltrafikken i 2022 og jernbanetrafikken i 2023. Den samlede pris for projektet inklusive nedrivning af den eksisterende Storstrømsbro er cirka 4,1 mia. kr.