DTL positiv over øget grønt fokus
Tirsdag underskrev en række lande – heriblandt Danmark – Birmingham-erklæringen, der skal skrue op for det politiske fokus på at nedsætte CO2-udledningen på transportområdet.
Blandt andet vil landene accelerere omstillingen til grøn transport, arbejde for at få grønnere offentlig transport, udbygge med en intelligent infrastruktur, fremme en bæredygtig cirkulær økonomi og øge luftkvaliteten i byerne.
Men hvis den enkelte vognmand skal have mulighed for at omstille sin virksomhed, er eksistensen af den nødvendige infrastruktur til at lade eller fylde på lastbilen med grønne drivmidler helt afgørende, siger DTL-direktør Erik Østergaard, der samtidig betegner erklæringen som ”meget positiv”.
- Netop infrastruktur er helt afgørende for transportsektoren, hvis de erklærede mål skal blive til noget. DTL’s medlemmer er klar til at deltage i omstillingen, men hvis den enkelte vognmand skal have mulighed for at omstille sin virksomhed, er eksistensen af den nødvendige infrastruktur til at lade eller fylde på lastbilen med grønne drivmidler helt afgørende. Vognmanden kan ikke skabe infrastrukturen selv. Det er en fælles samfundsopgave, siger han.
Erik Østergaard peger på, at øget adgang for transportørerne til de alternative brændstoffer er et af de forhold, som man forholdsvis hurtigt vil kunne gøre noget ved.
- Nogle gange har man fornemmelsen af, at regeringen lige på dette område forholder sig passivt ud fra devisen, hvis der er nogen, der vil købe alternativt brændstof, er der også nogen, der vil sælge. Men det er ikke helt så enkelt. Der skal aktive incitamenter og et klart politisk førerskab til, før markedet finder det interessant. Som det var tilfældet på vindmølleområdet, bør politikerne gå forrest med visionerne. Dog uden, at det nødvendigvis skal bindes op på statslige subsidier i milliardklassen, siger Erik Østergaard. /anga.