Mærsk sætter sejl
Drømmen om igen at se handelsskibe under sejl er blevet stadigt stærkere i takt med at kravet om at søfarten også bidrager til CO2-reduktioner. Nu indleder Maersk Tankers et forsøg med såkaldte rotorsejl fra finske Norsepower.
Det sker med installationen af to Norsepower rotorsejl på produkttankskibet Maersk Pelican, der er et af rederiets Long Range 2 produkttankere. Energy Technologies Institute og Shell Shipping & Maritime er også partnere i forsøget.
Rotorsejlene er store cylindre, der skaber en trykforskel ved rotation – via den såkaldte Magnus effekt – der bidrager til skibets fremdrift. De kan altså ikke drive skibet alene, men vil reducere brændstofforbruget med 7-10 procent. En gevinst, der ikke bare pynter på brændstofregningen, men også på skibets CO2-udledning.
De 30 meter høje og syv meter tykke rotorsejl er installeret i Rotterdam.