23948sdkhjf

Regeringen vil fremme genbrug

Regeringen præsenterer strategi for cirkulær økonomi – og henter ros hos DTL.

En større andel af danskernes affald skal genbruges i fremtiden. Det er ambitionen i det nye udspil fra regeringen om ”Strategi for cirkulær økonomi.”

Med strategien følger 116 mio. kr. fordelt på 15 initiativer, der skal øge andelen af genanvendt affald.

Omstillingen til et mere bæredygtigt samfund, hvor man recirkulerer materialer og produkter, udnytter deres værdi til fulde og minimerer spildet., rummer potentielt store gevinster for både miljø og økonomi.

Det skriver Miljø- og Fødevareministeriet og Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

Bag ambitionen om øget genanvendelse ligger naturligvis det stadigt stigende pres på Jordens naturressourcer, der betyder, at vi må gentænke vores måde at producere og forbruge på. Der er brug for at omstille Danmark til en mere cirkulær økonomi.

Vækst og konkurrenceevne

Initiativet skal sikre, at danske virksomheder fortsat har en høj konkurrenceevne og samtidig bidrager til en bæredygtig forvaltning af naturressourcerne og en fortsat økonomisk vækst. Det kan for eksempel ske ved at designe bygninger og produkter til at blive genbrugt, repareret og genanvendt frem for at blive smidt ud. Eller ved at bruge biomassen til medicin, biobaserede produkter og fødevareingredienser i stedet for simpel energiudnyttelse.

Det er samtidig afgørende, at vi foretager en klog omstilling, der styrker danske virksomheder og deres stærke internationale konkurrenceposition, og som bidrager til at skabe et bæredygtigt forbrug. Mange virksomheder og forbrugere er allerede godt i gang. Men vi skal blive endnu bedre, hvis vi vil have et grønt og bæredygtig Danmark at give videre til de næste generationer.

Derfor lancerer miljø- og fødevareministeren og erhvervsministeren i dag regeringens Strategi for cirkulær økonomi. Den nye strategi følger op på anbefalingerne fra regeringens Advisory Board for cirkulær økonomi med seks indsatsområder og 15 initiativer.

Initiativerne skal bidrage til at omstille Danmark til en mere cirkulær økonomi. Det skal blandt andet ske ved at styrke virksomhedernes mulighed for at være drivkraft for den cirkulære omstilling og skabe et velfungerende marked for affald og genanvendte råvarer.

Regeringen har afsat 116 mio. kr. til at sætte skubbe i udviklingen.

- Vi er nødt til at se med mere kritiske øjne på vores uholdbart store forbrug af naturressourcer. Ved at bruge færre materialer og øge genanvendelsen kan virksomheder få mere værdi ud af mindre. Og samtidig giver det et bedre miljø, hvis vi bruger råvarerne så fornuftigt og så mange gange som muligt, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen.

- Med strategien ønsker vi at skabe bedre rammer for, at danske virksomheder kan udvikle og eksportere cirkulære løsninger. Det skal skabe vækst og jobs i Danmark, samtidig med at understøtte en grøn og bæredygtig udvikling. Derudover vil en mere cirkulær økonomi også kunne bidrage til at sænke virksomhedernes omkostninger og derigennem gøre dem mere konkurrencedygtige. Det gælder også for SMV’erne, som vi med strategien sætter et særligt fokus på at understøtte. Det er afgørende, at den cirkulære omstilling er markedsdrevet og giver mening både miljømæssigt og økonomisk, siger erhvervsminister Rasmus Jarlov.

DTL hilser velkommen

- DTL’s medlemsvirksomheder er klar til at tage udfordringen op. De er klar til at formidle en bedre affalds- og ressourcehåndtering som bindeled mellem affaldsproducenterne og husholdningerne på den ene side og producenterne, som skal bruge affaldet som råmaterialer til nye produkter på den anden side. Rigtig mange af DTL's medlemmer transporterer affald, og for DTL's specialforening, Danaffald, er dette en mærkesag, udtaler DTL's administrerende direktør Erik Østergaard.

DTL-direktøren er tilfreds med, at regeringen har forstået, at affald er på vej til at blive en gigantisk ressource, og at cirkulær økonomi kan være med til at lukke kredsløbet for produkters livscyklus gennem øget genanvendelse og genbrug til gavn for både miljøet og økonomien. Cirkulær økonomi handler nemlig om at bruge naturressourcerne og designe produkterne på en måde, så råvarer, der er udvundet, bruges så fornuftigt og så mange gange som muligt. Og ikke ender på en losseplads, men i et nyt produkt.

- Strategien fastlægger, at det er de danske virksomheder, som skal drive den cirkulære omstilling, og at staten er nødt til at skabe de rigtige rammevilkår, hvis virksomhederne skal have en chance for at løfte denne opgave. Og de eksisterende rammevilkår understøtter ikke en cirkulær økonomi, påpeger Erik Østergaard.

Kræver ny organisering af affaldssektoren

I strategien indgår forslag om ensartet indsamling af husholdningsaffald. Desuden skal ansvaret for mere ensartet administration, klassificering og håndhævelse af affaldsreglerne placeres i én national enhed. Samtidig vil der fremover ske risikobaseret affaldstilsyn og blive åbnet for bedre adgang til affaldet for de virksomheder, der kan udvikle nogle gode cirkulære løsninger. Alt sammen trækker i den rigtige retning, mener DTL - Danske Vognmænd.

- Men det kræver en ny organisering af affaldssektoren og en gennemførsel af Forsyningsstrategien, således at virksomhederne reelt kan få adgang til affaldet. Det er afgørende nødvendigt for at få skabt de relevante affaldsstrømme og dermed få grundlaget for at etablere de nødvendige affaldshåndteringsanlæg med udgangspunkt i, hvad producenterne har brug for, fastslår Erik Østergaard.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081