Nordøstpassagen testes af Maersk Line
Handelsskibe har i begrænset antal benyttet nordøstpassagen, der er blevet passabel på grund af den globale opvarmning. Men det har hidtil primært været tørlast- og tankskibe, der har taget turen gennem Beringstrædet nord om Sibirien og Norge for at komme fra Stillehavet til Nordatlanten.
Men ny vil Maersk Line teste smutvejen.
Ifølge Søfart, der citerer mediet Splash m.fl., vil containerskibet Venta Maersk – som er en kinesisk nybygning i Baltic Feeder-serien – omkring 1. september passere gennem Beringstrædet for at sejle mod vest.
Det 3600 TEU og 200 meter lange containerskib er forstærket til sejlads i isfyldte farvande, da det som søstrene primært skal sejle i Østersø-området. Det afgår fra Vladivostok om få dage og har destination i Sankt Petersborg. Lasten er frossen fisk.
Kun en test
Maersk Line har dog ikke aktuelle planer om fast rutetrafik gennem Nordøstpassagen, der kun er åben tre måneder om året.
En unavngiven talsperson fra Maersk Line oplyser, at formålet med turen er indsamling at data og erfaringer, da Maersk Line ønsker et bedre fundament for eventuelle fremtidige kundeønsker om en containerservice via Nordøstpassagen.
Noget der eksempelvis kan blive aktuelt, hvis sejladsvinduet i det isfyldte farvand bliver længere i fremtiden.
Men inden for overskuelig fremtid er fast linjetrafik næppe realistisk, da ustabile vejrforhold og afhængigheden af isbryderassistance, vil skabe betydelige usikkerhed om sejltiderne – et ”no go” på et marked, hvor punktlighed er en nøgledyd.