DHL: Blandet Q2-resultat
DHL-koncernens resultater for årets andet kvartal er en blandet pose med både søde og sure bolcher – dog flest af de søde.
Koncernomsætningen landede i Q2 på over 15 mia. euro – cirka 112 mia. kr., hvilket er en stigning på 1,4 procent. Udviklingen var især drevet af vækst i divisionerne Express og Global Forwarding, Freight.
PeP-udfordringer
Resultatet af den primære drift, EBIT, faldt dog med 11,2 procent til 747 mio. euro – sammenlignet med rekorden i Q2 2017. Skoen trykker især i koncernens PeP-division (Post – eCommerce – Parcel), hvis Post-afdeling slås med faldende postmængder.
Frank Appel, administrerende direktør i Deutsche Post DHL Group:
- Resultaterne i andet kvartal er i overensstemmelse med forventningerne. Vores tre DHL-divisioner – Express, Global Forwarding, Freight og Supply Chain – præsterede godt. Vi er klar over de udfordringer, vi har i Post – eCommerce – Parcel, og implementerer de forholdsregler, der skal til for at få divisionen ind på kurs mod langsigtet økonomisk vækst. Vi er overbeviste om, at vi når vores 2020-mål, siger DHL-topchefen.
Han hentyder blandt andet til, at koncernen forventer at øge profitten til 5 mia. euro frem mod 2020. PeP skal her bidrage med 1,7 mia. euro, mens de tre DHL-divisioner forventes at bidrage til dette mål med 3,7 mia. euro.