Norden nedjusterer resultatforventninger
På baggrund af et særdeles svagt spotmarked i Tank nedjusterer rederiet Norden forventningerne til det justerede årsresultat til mellem 0 og 30 mio. dollars fra de hidtidige mellem 10 og 50 mio. dollars.
Det skriver rederiet i en selskabsmeddelelse.
Dry Operator
Med et justeret resultat på 8 mio. dollars i 2. kvartal overgår Dry Operator forventningerne, og forretningsområdet forventes at levere et resultat i 2. halvår af 2018 på linje med eller højere end 1. halvår. Derfor opjusteres forventningerne til det justerede årsresultat til mellem 20 og 30 mio. dollars, hvor forventningerne tidligere lød på mellem 10 og 20 mio. dollars.
Dry Owner
Tørlastmarkedet har udviklet sig i overensstemmelse med forventningerne, og på baggrund af høj afdækning indsnævres spændet i forventningerne til 15 til 20 mio. dollars - tidligere 15 til 25 mio. dollars.
Tank
Tankmarkedet er blevet forværret i løbet af 2018 og befinder sig p.t. på uventet lave niveauer. Det justerede resultat for Tank i 2. kvartal er -8 mio. dollars. Rederiet Norden nedjusterer på denne baggrund forventninger til det justerede årsresultat for Tank til et interval på mellem -35 til -20 mio. dollars - tidligere -15 til 5 mio. dollars.
Det nye estimat er baseret på et fortsat meget svagt marked i 3. kvartal efterfulgt af moderate sæsonbetonede forbedringer i 4. kvartal.
Rederiet Norden offentliggør kvartalsrapport for 2. kvartal onsdag den 15. august 2018. /Smir