Væksten daler i global luftfragt
Den globale efterspørgsel på luftfragt steg i maj måned med 4,2 procent i forhold til samme måned 2017.
Stigningen er dog udtryk for tilbagegang mod stigningen på 5,2 procent i april, og samtidig steg kapaciteten med 6,2 procent, hvilket således gjorde maj til den fjerde måned i træk, hvor stigningen i kapacitet overgår stigningen i efterspørgslen. Mængden af tom luft i fragtflyene stiger således – til ugunst for overskudsgraden.
Det viser netop offentliggjorte fragttal fra den internationale luftfartsorganisation IATA.
Bekymring for handelskrig
Alle regioner med undtagelse af Afrika noterede vækst i efterspørgslen i maj.
Med en global markedsandel i luftfragt på 36,9 procent steg efterspørgslen i Asien-Stillehavsområdet i maj med 4,9 procent, mens kapaciteten steg 7,4 procent.
Europa formåede med sin globale markedsandel på 24,2 procent at øge efterspørgslen med 2,3 procent, mens kapaciteten steg 6 procent.
Nordamerika, med en markedsandel på 20,6 procent, noterede en stigning på 5,9 procent, og kapaciteten steg 5,4 procent.
Med en markedsandel på 13,7 procent steg efterspørgslen i Mellemøsten med 2,4 procent, mens kapaciteten steg 3,3 procent.
Latinamerika, markedsandel 2,7 procent, noterede stigning i efterspørgslen på 11,4 procent, og kapaciteten steg 1,5 procent.
Endelig blev det i Afrika, der har en global markedsandel på 1,9 procent, til et fald i efterspørgslen på 2 procent, mens kapaciteten her steg med hele 20,4 procent.
Alexandre de Juniac, administrerende direktør og generaldirektør i IATA:
- Vi forventer, at efterspørgslen på luftfragt vil stige moderat med 4 procent i 2018. Det er en stigning fra en meget svag start på året. Men modvindene bliver stærkere med stigende handelsfriktion blandt regeringer. Vi forventer fortsat, at efterspørgslen stiger, men forventningerne dæmpes med hver eneste nye toldstraf. Erfaring fortæller os, at handelskrige, i det lange løb, kun medfører tabere, siger han.
IATA repræsenterer 290 luftfartsselskaber, der udgør cirka 82 procent af al global lufttrafik. /anga.