Nye hos Dansk Banegods
Interesseorganisationen Dansk Banegods har tilknyttet to nye branchefolk til bestyrelsen.
Som nyt bestyrelsesmedlem er valgt Claus Lynge Christensen, der er line manager i Hupac med ansvar for Skandinavien.
Han og Hupac er tilknyttet Dansk Banegods, fordi det er en klar målsætning for ham og selskabet at gøre intermodal transport mere økonomisk fordelagtigt i Danmark, fortæller han:
- Det kræver blandt andet, at vi får skabt en bredere forståelse af, hvor vigtigt banegodset er for vores samfund. Baneoperatørerne har traditionelt set været for dårlige til at lobbye over for politikerne sammenlignet med lastbilsoperatørerne, og det er en af årsagerne til, at det i dag er langt dyrere at transportere gods på skinnerne end på landevejene. Det skal vi have gjort noget ved, og Dansk Banegods er den helt rette organisation til at varetage banegodsets interesser, siger Claus Lynge Christensen og fortsætter:
- Vi skal have sænket infrastrukturomkostningerne for vores brugere, så vi kan få flyttet mere gods fra vejene og over på banen – og det gælder også den indenlandske transport mellem landsdelene. Men vi skal ikke kun have større indflydelse hos politikerne. Vi skal også have skabt en bedre dialog med Banedanmark, så vi opnår en bedre udnyttelse af infrastrukturen, og så vi bliver taget mere med på råd, når der skal planlægges sporarbejde. Som det er i dag, lægger sporarbejdet ofte alt for store hindringer i vejen for vores arbejde, og det gavner bestemt ikke vores konkurrencesituation. Det er naturligvis ikke nye tanker for medlemmerne af Dansk Banegods, og derfor vil jeg også arbejde helhjertet for de sager, der allerede er sat i gang, og bringe vores erfaringer fra det øvrige Europa ind i det videre arbejde, siger han.
Rasmus Munk Kolind, der er Account Manager i Aalborg Havn, Full Loads & Rail, er desuden blevet indvalgt som suppleant for bestyrelsen i Dansk Banegods og har store forventninger til, at Dansk Banegods kan være med til at skabe bedre rammebetingelser for banegodset og for Aalborg Havn, lyder det.