Beluga-fragtfly i luften første gang
”Intern transport” er en særlig disciplin hos flyproducenten Airbus, der af politiske årsager har spredt flyproduktionen over store dele af Europa. Det kræver et særligt setup, at bringe de ofte omfangsrige og tunge komponenter i form a vinger og fuselager (flykroppe) frem til samlefabrikkerne.
Den opgave har Airbus i mange år løst med specialbyggede fly, hvor der groft sagt er lavet en tilbygning oven på flykroppen.
Ironisk nok var det første specielle ”projekt last” fragtfly i Airbus interne forsyningskæde et Boeing-fly. Det militære fragtfly Boeing C-97J Stratocruiser - blev af selskabet Aero Spacelines som basis for flyet Super Guppy, som Airbus anvendte i 70’erne og starten af 80’erne.
Det store propelfly blev dog for lille og Airbus udviklede en udgave af Airbus A300, med en enorm pukkel på ryggen.
Cockpitsektionen var sænket, for at gulvet i lastrummet kunne placeres så lavt som muligt, da dørene til lastrummet sidder forrest i flyet. A300-600ST (Super Transporter) fik dog hurtigt øgenavnet Beluga efter hvidhvalen, blev sat i drift i 1995.
Nu nærmer de flittigt brugte fly sig pensionsalderen.
Allerede i 2014 iværksatte Airbus et program, der skulle skabe en afløser – Beluga XL. Flyet er baseret på Airbus A330-200 Freighter.
Første flyvning med Beluga XL skete i går i Toulouse-Blagnac i Frankrig, , der fløj første gang i går torsdag med kaptajn Christope Cail og styrmand Bernardo Saez-Benito Hernandes ved ”rattet”.
Flyet skal nu gennem et testprogram på omkring 600 flyvetimer fordelt over de kommende 10 måneder. Beluga XL – der formelt har betegnelsen Airbus A330-700L – forventes indsat i drift i 2019. Der vil efter planen blive bygget fem fly, der gradvist skal afløse de eksisterende Beluga ST-fly.
Flyene vil flyve mellem 11 produktionssteder. De er udrustet med Rolls-Royce Trent 700-motorer.