Maersk Line fylder 90
Maersk Lines historie startede faktisk allerede i 1919 – et år efter 1. Verdenskrig var slut. Her indgik rederiet A.P. Møller – via rederiets kontor i New York - den første kontrakt med bilproducenten Ford, der havde etableret samlefabrikker flere steder i Verden.
Delene blev produceret i USA, og sejlet ud til samlebåndene i blandt andet en række europæiske lande. Det gav nemlig lettere markedsadgang, når man skabte lokale arbejdspladser i de lande, Ford ønskede at eksportere til. Dertil kom, at transporten af bildele var billigere, end transporten af samlede biler.
A.P. Møller fik i 1919 kontrakt på at sejle Ford-dele til Japan, hvor bilgiganten også anlagde fabrikker.
Det skabte basis for faste linje-trafikker, der også sejlede med andre former for break-bulk.
I 1928 var forretningen så udviklet, at det der i dag er Maersk Line, fik vand under kølen.
Det skete 12. Juli 1928, da skibet LEISE MÆRSK afsejlede fra Baltimore i USA videre til New York og Savannah i delstaten Georgia, hvor der blev lastet mere fragt, inden passagen af Panama-kanalen og anløb i San Pedro ved Los Angeles før rejsen fortsatte over Stillehavet, hvor LEISE MÆRSK 10. september anløb Yokohama og senere havnene i Kobe og Moji, før turen gik videre til Manila og Iloilo på Filippinerne. Retur-rejsen gik over San Pedro og Philadelphia og endte i New York 9. december. 1928. Derefter afgik et Mærsk-skib fra USA’s østkyst til Japan omkring en gang om måneden.
Resten er som bekendt historie…… historie, der stadig lever, selv om tiderne er barske for containerskibsfarten.