Ny CFO hos Mærsk
Mærsk har fundet den nye direktør, der skal sidde på pengekassen i den store koncern og afløse Jakob Stausholm, der i marts forlod selskabet som finansdirektør.
Valget er faldet på svenske Carolina Dybeck Happe, der tiltræder som ny finansdirektør i A.P. Møller – Mærsk A/S med virkning ikke senere end fra 1. januar 2019, som det lyder fra Mærsk.
Carolina Dybeck Happe kommer senest fra en stilling som økonomidirektør hos Assa Abloy.
Søren Skou, administrerende direktør i Mærsk-koncernen:
- Carolina Dybeck Happe kommer med betragtelig erfaring fra en virksomhed, der har præsteret stærk organisk- og opkøbsrelateret vækst. Som økonomidirektør har Carolina Dybeck Happe skabt betydelig værdi for aktionærer, succesfuldt strømlinet processer og drevet den digitale dagsorden i et velrenommeret globalt firma. Hun har en række færdigheder, dr vil gavne vores organisation og fortsatte forretningsforvandling. Jeg ser frem til at byde Carolina Dybeck Happe velkommen hos A.P. Møller – Mærsk A/S, siger Mærsk-topchefen.
Carolina Dybeck Happe:
- Jeg er glad for at slutte mig til A.P. Møller – Mærsk A/S i en så spændende tid. A.P. Møller – Mærsk A/S er markedsledende med solide værdier og en ambitiøs strategi, der positionerer selskabet til fremtidig vækst og værdiskabelse. Jeg ser frem til at samarbejde med holdet om at skabe det fremtidige A.P. Møller – Mærsk A/S og levere på strategien, siger den kommende økonomidirektør.