Travlt på Nakskov Havn
Flere store skibsanløb giver fremgang i anløbsstatistikkerne og aktivitet med
planlægning af udvidelser til gavn for beskæftigelsen.
Opdateret med de mange nyansatte i vindmølleindustrien er 1850 medarbejdere beskæftiget med de mange aktiviteter, som udgår fra Nakskov Havn.
De mange godsaktiviteter med korn, grus, skærver, skrot, roepiller, rammer og vindmøllevinger blandt meget andet skifter med årstider og aktuelt behov, men travlheden er markant.
Det mærkes i byen og ses og nydes af nysgerrige, som interesseret følger aktiviteterne på kajerne.
Det skriver ”Havnebladet”, der udgives af Nakskov Havn og Rødbyhavn Trafikhavn.
Mest markant er fremgangen i den skibstonnage, som anløber Nakskov Havn. Det lægger pres på forretningsudviklingen og giver travlhed med projekter om nye kajanlæg og forbedringer i besejlingsforhold.
Lolland Kommunes prioritering af erhvervshavnene som et vigtigt led i erhvervsudviklingen
har senest udmøntet sig i erhvervelse af baglandsarealer på Stensøvej og godkendelse af to betydelige forprojekter til gavn for den fortsatte udvikling af Nakskov Havn.
Nakskov Havn melder da også, at der trods god udnyttelse af havnearealerne, fortsat er gode ekspansionsmuligheder på den Vestlollandske Havn.