Grønt lys til havnevindmøller
Hirtshals Havn nåede onsdag den 6. juni 2018 en vigtig milepæl i realiseringen af planerne vedrørende opstillingen af fire – 150 meter høje – vindmøller på den landudvidelse, der netop er ved at blive gjort færdig. Dermed er Hirtshals Havn nået et væsentligt skridt nærmere opstillingen af vindmøllerne.
I den nu afsluttede klageperiode, der i øvrigt ligger i direkte forlængelse af Hjørring Byråds enstemmige beslutning den 25. april 2018 om at godkende opstillingen af fire vindmøller på Hirtshals Havn, er der ikke, ved klagefristens udløb den 6. juni 2018, kommet klager ind over de miljøvurderinger og den VVM-proces, der er gennemført i forhold til vindmølleprojektet.
Ingen klager
Derfor har Hirtshals Havn, med tilfredshed, modtaget meddelelsen fra Hjørring Kommune om, at havnen nu kan komme videre med opstillingen af de fire vindmøller på havneområdet. Havnen konstaterer med tilfredshed, at når der ikke er kommet klager, så betyder det, at den planproces som Hjørring Kommune har gennemført for vindmølleprojektet på havnen, har så højt et fagligt og kvalitetsmæssigt niveau, at den har været uangribelig.
Hirtshals Havn kan nu sætte fart i opstillingen af vindmøllerne med vished om, at den opbakning til vindmølleprojektet, som gennem hele projektperioden har præget holdningerne i Hirtshals by, også er blevet bekræftet.
Hul på detaljerne
Den nu foreliggende afgørelse betyder, at vindmølleopstillerne og de øvrige aktører bag projektet kan sætte gang i de næste trin af det forberedende arbejde. Der skal således indledes forhandlinger med forskellige vindmølleleverandører, ligesom en række teknisk arbejde nu kan sættes i gang i samarbejde med entreprenører og forsyningsselskabet. Yderligere kan den fond, der skal eje vindmøllerne blive etableret.
I henhold til den foreliggende tidsplan, skal vindmøllerne sættes i drift i andet halvår 2019. De tre af vindmøllerne vil som udgangspunkt blive ejet af en fond. Den sidste vindmølle skal dels udbydes til salg i andele til borgere, der bor indenfor 4,5 km fra vindmøllen, og dels sælges til en relevant institution i Hirtshals.
De fire vindmøller bliver 150 meter høje og kan samlet producere strøm til omkring 12.000 husstande.