23948sdkhjf

Skibsfinansiering i fremtiden

Aktiv indsats for skibskredit bærer frugt.

Finans Danmark og Danske Rederier rejste i sommeren 2017 en sag om sikring af den danske model for skibskredit i Implementeringsrådet. Derfor har Regeringen arbejdet for, at et nyt udspil fra Europa-Kommissionen ikke underminerer det velfungerende danske skibskreditsystem. Nu har Europa-Kommissionen fremlagt forslaget uden at ændre på skibes status i regelsættet, men det vides ikke, hvorvidt Europa-Parlamentet og Rådet vedtager forslaget.

Afsættet for ønsket om en tidlig indsats var en rapport fra netop Europa-Parlamentet, der anbefalede Kommissionen at gøre op med den ensartede behandling af særligt dækkede skibs- og realkreditobligationer (såkaldte SDOer). Rapporten baserede sig på en forkert opfattelse af, at skibsobligationer var mere risikofyldte end realkreditobligationer. Hvis skibsobligationer flyttes over i en mere risikofyldt klasse af aktiver, vil det betyde dyrere skibsfinansiering i EU og dermed alt andet lige betyde, at en endnu større del af de globale nybygningsordrer finansieres uden for EU primært i Fjernøsten.

Første EU-udkast

Den 12. marts 2018 offentliggjorde Europa-Kommissionen første udkast til det relevante direktiv og forordning. Af forslaget fremgår det, at Europa-Kommissionen har fastholdt den hidtidige formulering, og dermed er det et stort skridt i den rigtige retning. Det er nemlig vigtigt at skibskreditobligationer forbliver i det gode selskab med realkreditobligationerne så finansiering til skibe i EU ikke fordyres.

- Det er en styrke for hele det Blå Danmark at have et velfungerende skibskreditmarked i landet. Både af hensyn til långivningen til de danske rederier og for at sikre, at kompetencen og de tilknyttede rådgivere er til stede i den danske maritime klynge. Derfor har vi og andre organisationer også arbejdet for, at Kommissionen skulle undlade at følge Europa-Parlamentets opfordring og forringe vores velfungerende model for skibsfinansiering, siger Jakob Ullegård, direktør i Danske Rederier.

En vigtig del af arbejdet for at undgå forringelser af skibskreditmarkedet i Danmark har været at sikre, at beslutningerne i Bruxelles baseres på fakta og ikke en forkert perception. Der er nemlig ikke fagligt belæg for at anse skibsobligationer for mere risikofyldte end realkreditobligationer. Denne model for finansiering af skibe har vist sig sikker i både gode og dårlige tider. Faktisk er der ikke eksempler på misligholdelse af særligt dækkede obligationer fra finansielle institutter med skibe som sikkerhed. Det blev dokumenteret i en ny rapport fra Boston Consulting Group, som er delvist finansieret af Den Danske Maritime Fond.

- Der er ikke tvivl om, at det har været afgørende for det positive udfald af dialogen med Europa-Kommissionen, at den har baseret sig på fakta samlet af velrenommerede og troværdig analytikere. Rapporten fra Boston Consulting Group dokumenterer klart og tydeligt, at det giver mening for EU at fortsætte med at behandle realkredit- og skibsobligationer under et, så det har været et vigtigt afsæt for den danske indsats, afslutter Erik I. Lassen, administrerende direktør i Danmarks Skibskredit. /Smir

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063