23948sdkhjf

Bioaske er en god forretning for Horsens

Aske fra hele Danmark udskibes fra Horsens.

Igennem flere år har aske og bioaske fra danske kraftvarmeværker været en fast del af hverdagen på Horsens Havn – og det ser heldigvis ud til at fortsætte, siger indehaver af Bech Gruppen Claus Bundgaard.

-Vi har flerårige aftaler med både leverandører og modtagere, og for os er det en meget væsentlig post – ca. en fjerdedel af vores forretning, understreger han.

Bech Gruppen har haft opgaven i flere år. Der er tale om enten aske fra afbrænding af f.eks. affald samt bioaske, der kommer fra afbrænding af biomasse – og de to typer sendes i hver sin retning fra Horsens.

- Den almindelige aske bruges til at retablere et tidligere kalkstensbrud ved Oslofjorden, mens bioasken sendes til Polen. Her bruges den som tilsætningsstof i gødning til landbruget, fortæller Claus Bundgaard.

Aske fra Amager

Havnen i Horsens er centrum for aske for hele landet, tilføjer han. En af de store leverandører er således Amagerværket, og mængderne er store.

- Vi sender et skib til Norge ca. hver uge, og et til Polen ca. fem gange om året. Sammenlagt taler vi om ca. 100.000 tons hvert eneste år, så det betyder virkelig noget på bundlinjen. Også derfor er vi meget glade for at kunne samle udskibningen her i Horsens, siger Claus Bundgaard.

Havnen er en vigtig del af puslespillet, når logistikken i fjernvarmens forsyningsværdikæde skal gå op.

En stor del af den træ og flis, til det nye flisfyrede kedelanlæg på Endelavevej, er i de seneste måneder kommet ind via kajen på Horsens Havn. Træet fra bl.a. Baltikum er indtil nu blevet skåret til flis på havnen og derpå fragtet de ca. 800 meter til fjernvarmeværket på den anden side af Bygholm Å.

Tæt på havnen

Direktør for Fjernvarme Horsens Christian Niederbockstruck er godt tilfreds med, at havnen ligger så tæt på:

- Vi har flere muligheder for at skaffe brændsel, både af landvejen og søvejen, og har derfor netop valgt denne placering for vores produktionsanlæg. Den er med til at give os en stor fleksibilitet, når vi skal hente brændsel hjem. Jo mere fleksible, vi kan være, når vi fremskaffer brændsel, desto smidigere kan vi producere, og her har naboskabet og det gode samarbejde med havnen betydning, siger direktøren.

Han kan ikke sige præcist, hvor meget brændsel, der skal ind via havnen de kommende år, fordi beslutningen om produktionsformen på de kommende anlæg ikke er taget.

- Logistisk diversitet i vores forsyningsværdikæde har stor betydning og havnen kan være en vigtig medspiller for os i den sammenhæng, siger Christian Niederbockstruck.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.064