23948sdkhjf

Søfart på forkant

Maritime Disruptors Academy er åben for tilmeldinger.

Danske Rederier har sammen med konsulentvirksomheden DareDisrupt taget initiativ til et nyt akademi for de ansatte i rederierne. Akademiet, der afvikles i begyndelsen af 2018, skal holde dansk søfart på forkant med den digitale udvikling og de seneste teknologiske trends.

De første tilmeldinger er tikket ind til Maritime Disruptors Academy, der afvikles over fire intensive dage i januar og februar. Akademiet er et nyt uddannelsesprogram, der er udviklet specifikt til rederierne i Danmark. Det har til formål at give rederierne en klarere forståelse af, hvordan de bedst navigerer i en verden, der er under konstant forandring, og hvordan de arbejder strategisk med ny teknologi og nye digitale muligheder.

- Der er store forandringer på vej for dansk erhvervsliv. Det gælder også for shipping-sektoren, hvor digitalisering og ny teknologi er blandt de emner, der flittigt diskuteres, når vores medlemmer mødes. Med Maritime Disruptors Academy vil vi bidrage til, at medlemmerne får et bedre fodfæste, når de skal forholde sig strategisk til den udvikling, som, vi ved, er på vej, siger Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier.

Rederiansatte

Akademiet er henvendt til ansatte i rederierne, der enten har en lederrolle eller arbejder med strategi og forretningsudvikling. Herudover deltager der studerende fra CBS og DTUs maritime uddannelser på lige fod med de mere erfarne deltagere.

- Vi inviterer en række topstuderende med til akademiet. Det gøres for at udfordre og give nye perspektiver, som man måske overser i en etableret virksomhed. Derudover handler det om at tiltrække unge talenter til erhvervet og engagere dem i sektorens fremtid allerede nu, mens de er under uddannelser, siger Anne H. Steffensen.

Programmet for de fire dage er udviklet af DareDisrupt, og modereres af Märtha Rehnberg, der tidligere har arbejdet med 3D print og innovation i Mærsk. Hun fremhæver, at shippingsektoren står på kanten af en digital revolution.

- Alle sektorer vil blive ramt af disruption. Det gælder ikke mindst shipping industrien, som har en skala, der gør den oplagt til en digital omvæltning, da selv mindre ændringer kan have meget stor rækkevidde. Der er en enorm interesse i erhvervet for, hvor tingene bevæger sig hen og en villighed til at se kritisk på sin egen forretningsmodel, som er inspirerende, siger Märtha Rehnberg, partner og medstifter af DareDisrupt.

Fakta om Maritime Disruptors Academy

Akademiet er fordelt over fire kursusdage. Dels med forelæsninger, hvor kursisterne vil få en detaljeret indføring i nye teknologier og trends, der har potentialet til at forandre skibsfarten markant. Dels med et aktivt element, hvor deltagerne bruger den nye viden i workshops. Den røde tråd i det aktive element vil være deltagernes løbende udvikling af scenarier for shippingindustrien i 2030.

 

Akademiet afvikles på følgende dage:

Modul 1: 25.-26. januar 2018

Modul 2: 5.-6. februar 2018.

Det koster 10.000 kr. at deltage, og der er plads til 20 betalende deltagere fra rederierne. Herudover deltager der 20 studerende fra DTUs og CBSs maritime programmer uden betaling.

Læs mere i programmet og tilmeld dig ved at sende en mail til academy@danishshipping.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079