23948sdkhjf

Fire tal om olie og gas i Nordsøen

Danmarks Statistik har kigget på tallene.

Finansministeriet og Dansk Undergrunds Consortium har lavet en ny aftale om indvinding af olie og gas i Nordsøen.

Danmarks Statistik har samlet en række centrale tal om betydningen for dansk økonomi.

Olie- og gasindvinding indbragte 5 mia. kr. i grønne afgifter i 2015.

I 2015 indbragte skatten på ressourcerenten 5,0 mia. kr. Ressourcerenten, som er det samme som kulbrinteskatten og selskabsskat af kulbrintevirksomhed, bliver med den nye aftale om Nordsøolien sat ned. Værdien af skatten på ressourcerenten er faldet siden 2012, hvor den var 21,3 mia. kr. I 2014 udgjorde skatten på ressourcerenten 14,8 mia. kr.

Den samlede betaling af grønne afgifter fra både virksomheder og husholdninger var i 2015 86,1 mia. kr. Det er et fald i forhold til de 94,0 mia. kr., der blev lagt i statskassen i grønne afgifter i 2014.

Værdien af den indvundne olie og gas i Nordsøen er faldet

Siden 2011 er værdien af den olie og gas, som bliver hevet op af den danske del af Nordsøen faldet fra 57,6 mia. kr. til 24,8 mia. kr. i 2015. Olien stod for 20,0 mia. kr. i 2015, mens værdien af naturgassen, som blev trukket op af Nordsøen i 2015, var 4,8 mia. kr.

En del af faldet i værdien kan forklares ved faldende produktion. Fra 2011, hvor værdien var højest, til 2015 faldt produktionen af olie og gas fra 721 mio. GJ til 508 mio. GJ. Produktionen i 2014 var omtrent den samme som i 2015.

Mere end 2 procent af dansk økonomi

Olie- og gasindvinding udgjorde i 2013, hvor de nyeste tal er fra, 2,7 pct. af dansk økonomi forstået som bruttoværditilvæksten, som er BNP ekskl. produktskatter, netto og moms. Andelen har været svingende siden 2003, men aldrig under 2 pct. I 2008 var andelen med 4,1 pct. højest, mens den var lavest i 2003, hvor den lå på 2,3 pct.

Mange arbejdspladser

Antallet af personer, som arbejder direkte med olie- og gasindvinding var stigende fra 2004 fra til 2013, hvor de seneste tal er fra. I 2004 var omkring 1.100 personer beskæftiget udelukkende indenfor branchen. I 2013 var 2.100 personer beskæftiget direkte med indvinding af olie og gas.

Antallet af personer, som er indirekte beskæftiget med olie- og gasindvinding kan være væsentligt højere. Danmarks Statistiks modelberegninger peger på, at omkring 2.000 til 3.000 personer, der er beskæftiget i andre brancher, er indirekte beskæftiget med indvinding af olie og gas. /mb

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062