Kaj hjælper chauffører på vej til lægen
Det kan være svært for lastbilchauffører at få lægehjælp, når de kører på de danske veje og er langt hjemmefra – uanset om de er danskere eller udlændinge. Men det vil Kaj Schmidt lave om på. Han er derfor i fuld gang med at lave en dansk version af det tyske DocStop.
Kaj Schmidt er en dedikeret fødselshjælper for at få en dansk version af DocStop, som skal hjælpe danske og udenlandske chauffører, hvis de på vej gennem Danmark har brug for at snakke med en læge eller komme på apoteket.
DocStop er en stor succes i Tyskland, hvor det bliver brugt 700 gange om måneden, fortæller Kaj Schmidt. Men her er behovet også noget større, end det er i Danmark. Det skyldes naturligvis de kortere afstande, men selv om efterspørgslen ikke er så stor i Danmark, så skal kollegaerne også have mulighed for at få hjælp her, mener Kaj Schmidt.
- Det handler om at højne trafiksikkerheden, for vi skal ikke have syge chauffører på vejene. Det er ikke, fordi det er et stort problem i dag, men chauffører er også mennesker, der kan få et hold i ryggen, klemt en finger eller ondt i maven, og hvor der er behov for et tjek for at finde ud af, hvor slemt det er, siger Kaj Schmidt, der til daglig er chauffør ved Nagel Group.
Chaufføren skal ringe
Derfor er Kaj Schmidt i fuld gang med at få et nyt system op at køre, og det er tæt på med en aftale. I Danmark – ligesom i Tyskland – bliver det med en hotline, hvor kyndigt personale kan hjælpe chaufføren på vej til lægen eller apoteket, hvis han eller hun ikke er helt på toppen.
Ud over at hjælpe chaufføren, så er der også meget god fornuft i at have et system, der virker. For det kan spare både afsender, kunde og vognmand for unødige problemer.
- Ud over sikkerheden, som er det vigtigste, så er der også spørgsmålet om godset. For hvis varerne nu er letfordærvelige fødevarer eller lignende, der skal hurtigt frem, så kan et hurtigt lægebesøg afgøre, om chaufføren med lidt hjælp kan køre videre, eller om der skal findes en anden løsning, fortæller han.
Kaj Schmidt vil på transportmessen demonstrere en app fra benzinselskabet UTA i Tyskland, som DocStop også er med på. /mb