DTL inviterer til debat
På næste torsdag, d. 23. marts, åbner Transport 2017-messen i MCH i Herning, og der vil være travlhed på DTLs stand i hal J1 i løbet af messens tre dage.
På programmet er politisk debat, fremvisning af produkter og serviceydelser, og rig mulighed for at få en god snak med konsulenter, fagfæller og vore kommercielle samarbejdspartnere.
Torsdag kl. 13-14 er der debat om højresvingsulykker og trafiksikkerhed. Panelet består af forfatter Jens Chr. Grøndahl, Pernille Ehlers, Rådet for Sikker Trafik, Marianne Weinreich, Cycling Embassy of Denmark, 3Fs Kjeld Jensen og DTLs adm. direktør Erik Østergaard. Frank Davidsen, underdirektør hos DTL, er ordstyrer.
Senere på dagen er der bl.a. præsentation af COMAsystem, der fremviser deres webbaserede kontraktstyring. Derudover fortæller TVS og Applus+ om tilbud og nye tiltag.
Fredag kl. 13-14 er der politisk debat om fair konkurrence for vare- og kurérbiler med bl.a. social dumping-ordfører Claus Kvist Hansen fra DF, formanden for SKV, Thomas Jensen, og DTLs Erik Østergaard.
Derefter kommer TVS, COMAsystem, Applus+ og Codan (fra nabostanden) med deres præsentationer, som de gentager lørdag. / mb