23948sdkhjf

Replik fra transportministeren

Hans Chr. Schmidt reagerer på DTL-påstand om varebils-nøl.

Af transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt (V)

Et efterhånden langt liv som lovgiver har lært mig, at noget af det vigtigste er at afbalancere sine indgreb, så de ikke skader mere end de gavner.

Det er så utroligt let bare at kritisere og kræve nye love og regler mod alt mellem himmel og jord. Det er langt sværere - men også mere ansvarligt – at sørge for, at nye regler er fornuftige og gennemtænkte.

Det gælder ikke mindst i transportbranchen, hvor virksomhederne i forvejen befinder sig på et presset marked med hård konkurrence. Her kan selv små forværringer i dårlige lovforslag gøre en stor forskel ude i branchen.

Jeg er som transport- og bygningsminister meget bevidst om mit ansvar for at sikre, at al ny lovgivning på transportområdet er gennemtænkt og velbegrundet og ikke hiver det økonomiske fundament væk under de virksomheder, der hver dag kæmper for at skabe arbejdspladser og tjene penge ude på vejene.

DTLs direktør, Erik Østergaard, kan ikke forstå, at jeg ikke bare hu-hej indfører en ny lov om, at godskørsel for fremmed regning med varebiler skal omfattes af godskørselsloven. Det har han nemlig krævet mange gange. Og i Transport-Tidende kræver han det altså igen.

Hvad Erik Østergaard primært har svært ved at forstå, er, at jeg faktisk tager mit arbejde som lovgiver alvorligt. At jeg insisterer på, at konsekvenserne af sådan en ny lov skal analyseres grundigt, inden den føres ud i livet.

Især er det vigtigt for mig at få klarlagt, om loven overhovedet tjener det formål, som dens tilhængere hævder.

Erik Østergaard har travlt med at fortælle, at den skal bekæmpe sort arbejde, socialt bedrageri og illegal arbejdskraft. Det er tydeligvis hans hovedbegrundelse for at gennemføre de nye regler.

Hertil må jeg blot sige, at det er meget tvivlsomt, om ny lovgivning overhovedet vil have nogen effekt i den retning.

Det mente min forgænger, Magnus Heunicke, ikke at det ville. Han afviste forslaget, dengang han var transportminister, med ordene:

”Forslagsstillerne fremhæver (…) problemer med illegal arbejdskraft, sort arbejde og socialt bedrageri som, en bevæggrund for at indføre en tilladelsesordning. Her skal man være opmærksom på, at en tilladelsesordning jo netop ikke vil rette op på det problemfelt. Når der er tale om snyd, når der er tale om bedrageri, så er der behov for en helt anden type indsats, som skal komme fra politi og skattemyndigheder.”

Det er jo meget vægtige indvendinger, som bestemt begrunder, at vi får sagen undersøgt nærmere, inden vi gør beslutningsforslaget til lov.

Derudover har jeg den helt grundlæggende holdning, at jeg ikke vil lægge navn til en lov, der skader mere end den gavner. Som pålægger transportvirksomhederne urimelige byrder.

Derfor har jeg meldt ud, at jeg vil have et udvalg til at kigge på de konsekvenser, som sådan en lov vil have for branchen. Og udvalget skal have deltagelse af repræsentanter for branchen. Jeg er nemlig ikke i tvivl om, at ny lovgivning i stil med den, som Erik Østergaard efterlyser, vil have økonomiske konsekvenser for virksomhederne.

Derfor er det vigtigt, at transporterhvervets egne repræsentanter sidder med omkring bordet og er med til at udregne konsekvenserne af loven for deres egne medlemmer.

Jeg må tilstå, at jeg har svært ved at se, hvordan man kan kritisere sådan en grundighed, hvis man samtidig kerer sig om transportbranchens vilkår.

Og jeg er i øvrigt ikke ene om at have bekymringer på branchens vegne.

Min forgænger, Magnus Heunicke, satte meget præcist ord på de forbehold, man kan have i denne sag, da han i en tale til Folketinget om et lignende beslutningsforslag sagde:

”Det vil være vigtigt, at omkostningerne for myndighederne og erhvervet ved tilladelsesordningen står mål med den effekt, som reguleringen har. Det er jo vigtigt, for vi skal ikke indføre unødvendig regulering, som går ud over virksomhedernes økonomi.”

Det er vise ord, som jeg med glæde gør til mine.

Ud fra de samme betragtninger anbefalede Magnus Heunicke i øvrigt også, at der skulle laves en nøje analyse af konsekvenserne af sådan en lovgivning. Og det er jeg som nævnt helt enig i.

Det skylder vi os selv – og det skylder vi ikke mindst transportbranchen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063