Krones kølige cateringtrailer
Krone ScanBalt A/S tilbyder kundetilpassede trailerløsninger, og det kommer også til udtryk på trailerforhandlerens stand på årets Transport Øst.
På den sjællandske transportmesse har den danske virksomhed, der siden 2013 har været ejet af den store tyske trailerproducent Krone, i sinde at vise de besøgende noget ud over de almindelige trailere. Nemlig resultatet af det samarbejde, Krone ScanBalt har haft med den danske foodservice-virksomhed Hørkram.
Det fortæller salgskonsulent i Krone ScanBalt A/S Brian Skov:
- På Transport Øst vil vi præsentere den cateringtrailer, som vi har udviklet til cateringbranchen i samarbejde med Hørkram, og det vil vi for at vise de besøgende og vores kunder, hvad vi kan ud over de gængse standardtrailere. Derudover kommer vi med en forvogn, som vi har fået bygget særligt til lejligheden, siger Brian Skov, der ser frem til et par dage i transportbranchens tegn i Greve:
- Vi glæder os til at komme derover og mødes med eksisterende og nye kunder, siger Brian Skov, der også selv vil være at finde på Krone ScanBalts stand på Transport Øst.
Krone ScanBalt A/S beskæftiger 22 medarbejdere i Danmark og er hjemmehørende i Padborg.