”Bulldozeren”
”E45 er lukket i sydgående retning som følge af trafikuheld”
Denne og lignende meldinger tror jeg, vi alle oplever at få.
Naturligvis skal politi og redning have ro og fred til at hjælpe tilskadekomne samt sikre beviser til efterforskning m.v. af trafikulykkerne. Når det er sagt, så er det desværre en konsekvens af trafikulykker, at trafikken typisk går i stå. Ikke sjældent opstår der på motorvejene lange køer, hvor både personbiler, varebiler og lastbiler må holde og vente.
I DI har vi ønsket at pege på nødvendigheden af en hurtigere oprydning i forbindelse med ulykker.
Reaktionerne har været massive, og de bekræfter, at der er behov for at se, om ikke vi kan lære af erfaringerne fra eksempelvis Tyskland. Sjældent har vi fået så mange henvendelser både fra trafikanter, men også indsatsledere m.fl., som arbejder ude på ulykkesstederne. Det gennemgående tema i stort set alle henvendelserne var en opbakning til, at der nu må gøres noget.
Reaktionerne fra transport- og bygningsministeren, en række transportordførere samt myndighederne i øvrigt fører nu til, at vi nu mødes med Vejdirektoratet og Rigspolitiet for at drøfte, hvad og hvordan kan vi gøre for at få en effektiv håndtering af ulykker.
Et godt sted at begynde er en dialog mellem alle relevante parter. Den er heldigvis nu kommet i stand.
Tak til alle for en hurtig reaktion.
Michael Svane
Branchedirektør
DI Transport