Af advokat Henrik Kleis, Delacour

Ikke sjældent er resultatet af en transportskade ikke blot én men flere efterfølgende retssager, og af og til er en af disse retssager et opgør mellem en transportør og dennes forsikringsselskab.

Dette var blandt andet tilfældet i en dom, der den 4. november er afsagt af Sø- og Handelsretten, hvor spørgsmålet var, om en dansk transportør, som havde tegnet en fragtførerforsikring for selskabets biler, kunne forvente forsikringsdækning hos sit forsikringsselskab, også for en bil som selskabet havde lejet af et koncernforbundet italiensk selskab.

Den sag, der kom ud af parternes uenighed om dette spørgsmål, var en såkaldt adcitationssag, der udsprang af en oprindelig anlagt sag mellem et andet (britisk) forsikringsselskab, der havde anlagt sag mod transportøren på vegne sin kunde, en dansk vindmølleproducent, som følge af en transportskade, som var opstået, da transportøren skulle transportere en vindmøllenacelle med tilhørende dele fra Ringkøbing til et vindmøllesite i Worms, Tyskland.

Godset blev totalskadet under transporten, da lastbilen brød i brand og sagen mellem det engelske forsikringsselskab og transportøren blev forligt, således at transportøren skulle betale 4.950.000 kr.; et beløb som transportøren herefter med fradrag af en selvrisiko på 100.000 kr. krævede dækket af sit eget forsikringsselskab.

Transportfirmaet er en del af en mindre koncern, og her havde et administrationsselskab i koncernen tegnet en forsikring omfattende fragtfører- og speditøransvar hos sit danske forsikringsselskab. Af policen af 17. oktober 2011, gældende for 2. juli 2011 til 30. juni 2012, fremgik det, at administrationsselskabet var forsikringstager, og at en række selskaber i koncernen var medforsikrede, herunder blandt andre transportfirmaet og et italiensk selskab, det italienske selskab. Sidstnævnte selskab var kun medforsikret for speditøransvar.

Dækningsomfanget

Om dækningsomfanget fremgik det bl.a.:

”…

Dækningsomfang og aftalegrundlag

Forsikringen dækker forsikringstagerens/sikredes civilretlige erstatningsansvar i dennes egenskab af speditør og fragtfører.

Forsikringen i henhold til eller ikke mere byrdefuldt end:

Fragtføreransvar ved transport med egne biler

…”

Risikoprofil

Præmien er fastsat under hensyntagen til forsikringstagerens/sikredes risikoprofil i henhold til udbudsmaterialet (fragtføreransvar 2009 og speditøransvar 2010).

Såfremt risikoprofilen ændres, påhviler det forsikringstageren at underrette forsikringsselskabet uden unødigt ophold. Forsikringsselskabet forbeholder sig ret til at revurdere præmien/aftalen i sådanne situationer.

…”

Undtagelser

I policen var der i afsnittet ”Forsikringsbetingelser” henvist til ”almindelige betingelser for fragtføreransvarsforsikring (ved transport pr. egne biler)” og ”almindelige betingelser for speditøransvarsforsikring (NSAB 2000)”.

Af almindelige betingelser for fragtføreransvarsforsikring fremgår det blandt andet:

”…

Hvem dækkes?

Forsikringen dækker forsikringstageren i dennes egenskab af fragtfører for gods, der befordres med det i policen nævnte køretøj.

…”

Af almindelige betingelser for speditøransvarsforsikring fremgår det blandt andet:

”…

Forsikringen dækker ikke:

§ 4a. Transportøransvar, når transporten udføres med speditørens egne, lejede, chartrede eller leasede, indregistrerede motordrevne transportmidler.

…”

Der var under retssagen enighed mellem parterne om, at det er reglerne for fragtføreransvar, der finder anvendelse i denne sag. Det er forsikringsselskabets opfattelse, at også policens bestemmelser om speditøransvar udgør fortolkningsbidrag.

Af faktura dateret 22. november 2011 udstedt af transportfirmaet til vindmøllefirmaets tyske datterselskab fremgik fragtbeløbet for transporten fra Ringkøbing til Worms, og ifølge fragtbrevet var moderselskabet i Danmark afsender og et datterselskab i Centraleuropa modtager. Transportøren var ifølge bilagene det transportfirma, der senere udbetalte erstatning ved forliget, og som krævede pengene retur ved retten. Godset skulle overtages i Ringkøbing og leveres i Worms. Det fremgik, at forvognen havde reg. nr. DX 971 ZZ og sættevognen reg. nr. 430980. Fragtbrevet var underskrevet af en chauffør ansat ved transportfirmaet, og at forvognen (trækkeren) tilhørte det italienske selskab, mens sættevognen tilhørte transportfirmaet.

Fortolkning af policen

I Sø- Handelsretten anførte forsikringsselskabet, at det eneste afgørende for afgørelsen var, om trækkeren kunne anses for at være omfattet af begrebet ”egne biler”. I så fald var skaden dækket af fragtføreransvarsforsikringen.

Forsikringsselskabet var enig i, at egne, lejede og leasede biler var omfattet, men forsikringen omfattede ikke biler ejet af andre selskaber i koncernen, medmindre disse var lejet. At egne biler tillige omfattede af transportfirmaet lejede, chartrede eller leasede, indregistrerede motordrevne transportmidler, fremgik af § 4 a i speditøransvarsbetingelserne, hvori afgrænsningen mellem fragtfører-ansvarsdækningen og speditøransvarsdækningen var foretaget.

Transportfirmaet var omfattet af såvel en fragtfører- som speditørforsikring, mens det italienske selskab kun var omfattet af en speditørforsikring, hvilket efter forsikringsselskabets opfattelse understøttede, at hvert enkelt selskab skulle vurderes for sig.

Transportfirmaet havde efter forsikringsselskabets opfattelse bevisbyrden for, at trækkeren tilhørende det italienske selskab var lejet af transportfirmaet, men denne bevisbyrde var angiveligt ikke løftet.

Ved afgørelsen om, hvorvidt der er dækning under policen, er de første oplysninger til forsikringsselskabet vigtige. Dette fremgår af retspraksis, hvor der i en sag er blevet set bort fra forklaringer, der først er fremkommet efter første afslag på dækning af skaden.

Forsikringsselskabet henviste i den forbindelse til, at der i de første oplysninger i en e-mail af 13. december 2011 fra forsikringstageren intet blev nævnt om, at trækkeren var leaset af transportfirmaet, men alene at trækkeren tilhørte det italienske selskab. Hvis transportfirmaet anså sig som fragtfører, gav det ingen mening at interessere sig for, om det italienske selskab er dækket.

Oplysningen om, at trækkeren var leaset, kommer først frem efter, at forsikringsselskabet havde tilkendegivet, at der ikke var dækning under policen.

Sene fakturaer

Fakturaerne mellem selskaberne blev først udstedt i februar 2012. Transportfirmaet havde efter forsikringsselskabets opfattelse ikke bevist at have betalt leasingydelserne til det italienske selskab. Transportfirmaet havde under sagen ikke fremlagt bogføringsmateriale eller dokumentation for overførsel af beløbene. Den afgivne forklaring herom var ikke tilstrækkelig. Selvom der var betalt, mente forsikringsselskabet ikke, det kunne tillægges den store betydning, da det var sket efter, at skaden var opstået.

Dertil kom, at lejeaftalen var mellem koncernforbundne selskaber, og lejeperioden efter lejeaftalen havde en startdato den 15. september, men der var alene udstedt fakturaer fra november.

Forsikringsselskabet henviste endvidere til, at transportfirmaet som vognmandsfirma etableret i Danmark forudsættes at udføre sine egne transporter på baggrund af sin egen fællesskabstilladelse/godskørselstilladelse udstedt i Danmark i henhold til godskørselsloven. Det følger forudsætningsvis af artikel 4, stk. 3 i Forordning 1072/2009 om fælles regler for adgang til markedet for international godskørsel, at det blandt andet er en forudsætning for udnyttelse af en sådan tilladelse, at transportfirmaet er registreret som bruger af de trækkere, der bruges ved udnyttelse af tilladelserne. Det var efter forsikringsselskabets opfattelse heller ikke bevist, at transportfirmaet var registreret som bruger af den trækker, som blev anvendt i forbindelse med skaden den 12. december 2011.

Et motorkøretøj, der anvendtes til godskørsel for fremmed regning, hvortil der efter godskørselsloven krævedes særlig tilladelse, skulle i.h.t. § 52 i bekendtgørelse nr. 651 af 16. juni 2011 anmeldes til registrering heraf, og det var ikke bevist, at dette var sket.

Det forhold, at trækkeren var anført i LBV’en var alene et udtryk for, at den var ejet af koncernen, ikke af transportfirmaet.

Endelig var det efter forsikringsselskabets opfattelse uden betydning, hvor chaufføren var ansat. Det var endvidere uden betydning, om den præmie, der skulle have været betalt for transporten, skulle være indgået i beregningsgrundlaget for præmien, idet præmien også fastsættes under hensyntagen til selskabernes risikoprofil. Såfremt det italienske selskab havde været dækket af transportansvarsforsikringen, ville præmien være højere.

Udførende transportøren

Sø- og Handelsretten startede sine præmisser med at slå fast, at transportfirmaet måtte anses for at have været udførende transportør for transporten med vindmøllenacellen, idet transportfirmaet stod anført på fragtbrevet og havde udstedt faktura for transporten.

Spørgsmålet var herefter, om trækkeren reg. nr. DX 971 ZZ var omfattet af ”egne biler” i forsikringsaftalen.

Der var mellem transportfirmaet og det italienske selskab indgået en Lease agreement, dateret den 5. september 2011, hvorefter leasingperioden begyndte den 15. september 2011.

Det måtte efter rettens opfattelse anses for sædvanligt, at en koncerns materiel blev brugt i det koncernselskab, hvor der for tiden var mest brug for det, og at der blev indgået interne koncernaftaler samt regnskabsmæssige reguleringer.

Der var i februar og marts 2012 udstedt fakturaer for tiden efter 1. november 2011. Det forhold, at fakturaer først blev udstedt nogen tid efter leasingperiodens begyndelse, fandtes ikke at kunne tillægges betydning. Når det blev henset til, at der var tale om et koncerninternt lejeforhold, fandt retten, at det måtte anses for sædvanligt, at lejen blev reguleret over en mellemregningskonto, og at der ikke fandt betaling sted.

Det forhold, at transportfirmaet ikke som foreskrevet havde registreret sig som bruger af trækkeren, fandtes ikke at burde have civilretlige konsekvenser.

Retten fandt, at forsikringsmæglerens henvendelse til forsikringsselskabet om udvidelse af fragtføreransvarsforsikringen til også at dække det italienske selskab ikke kunne anses som et udtryk for, at transportfirmaet ikke anså skaden for omfattet af forsikringen, idet forsikringsmægleren på dette tidspunkt kun havde fået oplyst, at der var tale om en trækker ejet af det italienske selskab og ikke om leasingforholdet. En forsikringsdækning tegnet efter skadestidspunktet ville desuden ikke have medført, at der var dækning for skaden.

Derefter fandt retten det godtgjort, at trækkeren på skadestidspunktet var leaset af transportfirmaet og dermed omfattet af begrebet ”egne biler” i forsikringsaftalen, hvorfor transportfirmaets påstand blev taget til følge med den konsekvens må punge ud med 5.850.000 DKK med renter og omkostninger – med mindre sagen havner i Højesteret og denne instans er af en anden opfattelse.