Scania laver forsøg med kamera-lastbil
Registrering af trafiksituationer skal bidrage i kampen mod højresvingsulykker.
Scania igangsætter, som en del af lastbilproducentens generelle arbejde for højere trafiksikkerhed, et forsøg med registrering og analyse af situationer i trafikken, set fra en lastbils udgangspunkt.
Helt konkret udstyrer Scania en forsøgslastbil med fire avancerede kameraer, der dækker 360 grader omkring køretøjets førerhus og forhjul, og løbende optager alt, hvad der sker omkring lastbilen.
Hvis chaufføren under kørslen oplever en kritisk situation, trykker han på en knap, der gemmer 15 sekunders optagelser før og efter aktiveringstidspunktet. Senere analyser af optagelserne skal bidrage til større kendskab til risikofaktorerne i forbindelse med en kritisk situation, siger Henrik Mortensen, regionschef hos Scania:
- Vi tror, at optagelserne af rigtige situationer i trafikken vil give os en større forståelse af, hvilke faktorer, der udløser de kritiske situationer, hvad der præcist sker i situationerne og - ikke mindst – hvordan vi bedst muligt reducerer risikoen for højresvingsulykker. Men det er vigtigt for os at understrege, at vi ikke er ude på at pege fingre ad den ene eller anden part i trafikken, men på en objektiv måde ønsker at blive klogere på de kritiske situationer og årsagerne til dem, siger han.
Chauffør med erfaringI første omgang er det planen, at forsøgslastbilen skal køre i normal trafik i de næste tre måneder. Til at føre vognen har Scania fundet den 51-årige chauffør Henning Verner Olsen, også kaldet Baloo, der primært kører med skibscontainere i Storkøbenhavn, og den erfarne chauffør glæder sig til udfordringen:
- Vi skal have reduceret antallet af højresvingsulykker. Det er lige tragisk hver gang det sker, for der er mange ofre. Det går selvfølgelig mest ud over cyklisten og dennes familie, men det går også hårdt ud over chaufføren. Jeg har selv mærket på egen krop, hvor slemt det er at være involveret i sådan en ulykke og håber ikke, at det skal overgå for selv min værste fjende, siger Henning Verner Olsen og fortsætter:
- Når jeg kører rundt i København og omegn oplever jeg jævnligt, at jeg som chauffør gør mit yderste for at undgå de kritiske situationer, men at det kun er tilfældigheder, der forhindrer en ulykke. Jeg er overbevist om, at vi ved at optage og analysere disse situationer bliver bedre til at finde brugbare løsninger, siger han.
Ved Ishøj Truck Show i slutningen af august vil Scania præsentere de foreløbige resultater og konklusioner fra forsøget.
Scania R500 forsøgs-lastbilen er stillet til rådighed af Bangsbo Auto A/S i Sorø, SET A/S har leveret de fire kameraer, HVS Sikring har importeret og klargjort harddisken, der lagrer optagelserne, og Scania i Ishøj står for montering af udstyret, koordinering samt for opfølgning på forsøget. /
anga