Mange bud på Femern-tunnelens installationer
Udbuddet af byggeriet af verdens længste sænketunnel over Femern Bælt er på vej ind i den næste fase.
Dialogen med de store tunnelentreprenører om betingelserne for byggeriet af selve betontunnellen blev skudt i gang sidste år. Nu starter udbuddet af tunnelens omfattende indhold af elektriske og mekaniske installationer.
Udstyret og anlæggene består bl.a. af ventilation af tunnelen samt bygninger, nøddøre, brandbekæmpelsessystemer, dræn, kabel- og rørføringer, elevatorer, transformatorer, belysning, overvågning og kontrol- samt kommunikationssystemer.
Bygherreselskabet Femern A/S har netop modtaget ansøgninger fra seks store internationale entreprenørkonsortier, der ønsker at blive prækvalificeret til arbejdet med de elektriske og mekaniske installationer i tunnelen.
De seks konsortier består af 17 virksomheder fra otte lande. Ud over Danmark og Tyskland er der ansøgninger fra England, Sverige, Spanien, Italien, Frankrig og Østrig.
Værdi 500 mio. euroDer er tale om en omfattende kontrakt, der har en værdi i omegnen af 500 millioner Euro. Den kræver store ressourcer og teknisk dygtighed. Derfor er det meget tilfredsstillende, at få så mange bud på opgaven. Det siger Steen Lykke, teknisk direktør ved Femern A/S.
- Det er meget glædeligt, at interessen for denne kontrakt har været så stor. Der er tale om en meget omfattende og flerårig kontrakt. Når vi får mange bud, er det med til at sikre, at vi finder den bedste leverandør til at løfte de meget vigtige og komplicerede opgaver, siger Steen Lykke.
Arbejdet med de elektriske og mekaniske installationer forventes at begynde i 2016, og entreprenøren bliver forpligtet til at stå for vedligeholdelse af anlægget i de første år, efter tunnelen står færdig i 2021.
/cw