Transportmesse sætter besøgsrekord
8663 besøgte transportmessen Vestfyn Trækker 2014 i Ejby. Den nye Fiat Ducato løb med titlen som Årets Varebil, og Johnny Jensen blev kåret til Danmarks bedste kranfører.
Vejrguderne tilsmilede årets største transportmesse, Vestfyn Trækker 2014, der blev afholdt ved Fynske Motorvej i weekenden fra 23. til 25. maj.
Efter et regulært skybrud, kort før det lokale folketingsmedlem Lars Chr. Lilleholt (V) åbnede udstillingen, holdt det tørvejr det meste af weekenden med en del sol og temperaturer omkring 20 grader.
Antallet af gæster er det højeste tal i udstillingens historie – et hestehoved foran den hidtidige rekord, 8491, fra 2010.
- Vi er meget tilfredse og glade for, at mange anser årets messe for den hidtil bedste, siger arrangøren, adm. direktør Per Mikkelsen fra VBG Group Sales A/S.
I åbningstalen fremlagde Lilleholt forslag til forbedring af transportbranchens rammevilkår.
- Vejtransport er afgørende for vores samfund. Derfor skal der investeres mere i vejnettet. Venstre vil åbne op for modulvogntog på alle statsveje og bremse yderligere liberalisering af cabotage, ligesom vi støtter vægtforøgelse for syvakslede lastbiler til 56 tons. Vi vil ikke se passivt til, mens vognmændene bliver udkonkurreret af østeuropæere på ulige vilkår, fastslog folketingsmedlemmet.
Ducato og Johnny vandt DMEfter talen kårede Lilleholt sammen med Motorjournalisternes Klub Danmark (MKD) Fiat Ducato til Årets Varebil 2014.
Med messearealet som udgangspunkt har juryen testet 12 varevognsnyheder, og ud over sejrherren var Citroën C4 Picasso, Mercedes Sprinter og to varianter af Ford Transit kåret til finalister.
- Ducatoen vandt, fordi prisen er lav sammenlignet med konkurrenterne, og fordi bilen byder på gedigen samlekvalitet og en god køreoplevelse, siger juryformand Carsten Teiner.
På SAWO’s stand blev en anden danmarksmester fundet, da nordsjællænderen Johnny Jensen vandt den indledende runde af HIAB’s jagt på verdens bedste kranfører.
På blot to minutter og 43 sekunder gennemløb han forhindringsbanen – forbi de opstillede dunke, under en bom og ned i en tønde.
Den 41-årige chauffør repræsenterer derfor Danmark, når den internationale vinder skal findes.
– Andre erfarne kranførere brugte fem til syv minutter. Især vanddunkene gav udfordringer. Men Johnny er tæt på HIAB’s referencetid, 2:27, fortæller Vivian Knudsen, marketingansvarlig hos SAWO.
Branchen gør det godtDa Per Mikkelsen fra VBG bød velkommen til Vestfyn Trækker 2014, roste han transportbranchen for fremsynethed og evnen til at klare sig igennem en hård tid.
- Jeg er stolt over at være del af en sektor, som til trods for svære forhold formår at stå sammen og løfte i flok, og hvor man tænker kreativt for at blive stadig mere konkurrencedygtig. Det er også i kraft af de egenskaber, Vestfyn Trækker bliver større og større for hver gang, lød det fra direktøren.
Mikkelsen opfordrede samtidig landets vognopbyggere til at danne en bred sammenslutning, som favner hele branchen og kan opnå politisk indflydelse.
– Vores nabolande er nået langt med at implementere EU-kravene til helbilsgodkendelse, men herhjemme halter vi bagefter. Danske biler, der ikke lever op til kravene, taber værdi og bliver svære at sælge. Alt for få tænker i helbilsgodkendelse, og det havde vi undgået med en velfungerede brancheforening, fastslår han.
/cw