150 mio. køretøjer over Storebælt
Lidt over ti millioner køretøjer årligt har i gennemsnit krydset Storebæltsbroen siden åbningen i 1998.
Tidligere i dag mandag kunne transportminister Magnus Heunicke lykønske køretøj nummer 150 millioner til at krydse Storebæltsbroen.
Det blev Nora og Henning Larsen fra Henning Larsen Kranservice i Krusaa, der blev udtrukket, og de fik af ministeren overrakt blomster, ti ture til broen og en invitation til et senere besøg i en af broens 254 meter høje pylontoppe.
Oplevelsen var særlig stor for ægteparret, fordi Henning Larsen i Storebæltsbroens anlægsfase boede i Korsør og kørte materialer ud til byggearbejdet i Storebælt.
Transportminister Magnus Heunicke udtaler i en pressemeddelelse:
- Storebæltsbroen har vist sig at være en kæmpe succes. Det stod langtfra klart, da der tilbage i firserne var en meget ophedet debat om en fast forbindelse. Men modige politikere, danske ingeniører og tusindvis af medarbejdere over og under Storebælt stod fast og kæmpede for at fuldføre det, de inderst inde brændte for. Det kan vi stadig lære af, siger han.
Biltrafikken over Storebælt er næsten firdoblet siden færgernes tid. I 1997 blev der i gennemsnit sejlet 8.300 køretøjer over Storebælt hvert døgn. I 2013 var den gennemsnitlige døgntrafik på Storebæltsbroen cirka 30.000 køretøjer. /
anga