Stort underskud i Aarhus Lufthavn
Aarhus Lufthavn kom ud af 2013 med et underskud på 14,6 mio. kroner, og trods omkostningsreduktioner ser det vanskeligt ud i 2014, hvor lufthavnen allerede har mistet 11 procent af passagererne i årets første fire måneder.
Sidste år stod 9,8 mio. kroner på en rød bundlinje.
Ifølge lufthavnens ledelse er der tale om en række ekstra omkostninger, der har fået underskuddet til at vokse.
Det drejer sig om en negativ passagerudvikling. Der blev i 2013 registreret 459.313 passagerer, der rejste gennem lufthavnen på Djursland, hvilket er en tilbagegang på 5,1 procent i forhold til 2012, der var året hvor Cimber Sterling gik konkurs og dermed startede rutsjeturen for Aarhus Lufthavn.
Der er ikke noget, der tyder på, at 2014 bliver meget bedre end 2013, idet der ikke er kommet nye indtægtsskabende aktiviteter. Derimod fortsætter passagertallet med at falde, idet lufthavnen i årets første fire måneder har tabt omkring 15.000 passagerer, hvilket svarer til en tilbagegang på 10,8 procent i forhold til 2013.
Derfor er der udsigt til endnu et år med røde tal på bundlinjen i Aarhus Lufthavn.
/mb