ITD støtter DM for transportlærlinge
Rundt regnet 60 chauffør- og lagerlærlinge fra hele landet er blevet udtaget til at deltage i årets store begivenhed inden for transportområdet: DM for transportlærlinge.
Det foregår lørdag den 24. maj hos EUC Syd i Aabenraa fra kl. 10.00-16.00. Arrangør er Transportens Uddannelsesråd (TUR) og ITD er i år gået aktivt ind i arrangementet som hovedsponsor.
-Vi får brug for endnu flere dygtige chauffører i fremtiden. Vi vil gerne være med til at fortælle, at det både er sjovt og udfordrende at være chauffør. Og det er samtidig et vigtigt job, for samfundet ville jo gå helt i stå uden lastbiler, siger Nikolaj Stig Nielsen, der er kommunikationschef i ITD.
-Gennemsnitsalderen for de danske lastbilchauffører er steget gennem de senere år, og vi har en stor opgave i at trække unge ind i erhvervet fremover. DM er et rigtigt godt arrangement, som kan stimulere interessen, siger Nikolaj Stig Nielsen
-Næsten al godstransport foregår med lastbiler i Danmark. Vores budskab er, at det ikke er lige meget, hvordan transporterne bliver udført. Det skal gøres med glæde og engagement – og frem for alt skal det gøres professionelt, slutter Nikolaj Stig Nielsen.
DM deltagerne dyster i en række specialdiscipliner inden for lager- og chaufførområdet.
/mb