Blue Water løfter krankapacitet i Esbjerg
Shippingselskabet Blue Water og kranfirmaet BMS A/S har indgået et samarbejde, der øger krankapaciteten på Esbjerg Havn.
En ny mobilkran af mærket Liebherr LTM1500.8.1 og med en kapacitet på 500 tons skal tilgodese efterspørgslen fra skibene og forbedre omfanget af Blue Waters havnerelaterede serviceydelser.
- Det er naturligvis en god løsning for skibsejere, at krankapaciteten øges. At vi nu har en mobilkran betyder, at vores kunder ikke nødvendigvis skal have skibe, der ligger og venter på en ledig kran. Det er samtidig en fordel for Esbjerg Havn, og det kan medvirke til at tiltrække endnu flere skibe til kajerne, lyder det fra Søren Messmann, der er ansvarlig for Blue Waters havneaktiviteter i Esbjerg.
Kranen kom for nylig for første gang i aktion, da skibet ”Andante” blev tømt for gods, og ifølge Søren Messmann måtte skibet have ventet på en kran i minimum et døgn, hvis den nye mobile kran ikke havde været til rådighed. /anga