Højesteret: Færgehvil tæller med i sager om køre- og hviletid
By- og landsretten tog kørekortet, og dermed levebrødet, fra en chauffør. Men en ny dom i højesteret betyder, at chaufføren i stedet får en bøde på 2.500 kr. for et brud på køre- og hviletidsreglerne. Kørekortet beholder han - og det vækker glæde hos ITD.
Højesterets afgørelse betyder, at domstolene ved udregningen af straffe fremover skal tage langt større hensyn til det færgehvil, som rent faktisk er holdt – også selvom chaufføren ikke har overholdt reglerne for færgehvil til punkt og prikke.
- Chaufføren har ikke fulgt reglerne fuldstændigt. Derfor skal han selvfølgelig straffes. Men straffen skal stå mål med forseelsen. Det gjorde den ikke før, men det gør den nu. Det er en sejr for retssikkerheden, siger Lars Nielsen., chefkonsulent hos ITD.
UretfærdigtChaufføren sejlede fra Aarhus til Kalundborg og gjorde her brug af den såkaldte ”færgeregel”, som giver lov til at afbryde et hvil i maksimalt en time, mens lastbilen ruller af eller på færgen.
Imidlertid holdt chaufføren ikke sit lovpligtige hvil inden for 24 timer. Han manglede to timer og 26 minutter. Derfor ville anklageren ikke tillade brug af færgereglen.
Resultatet var, at flere hvil forsvandt ud af regnestykket, da straffen skulle på plads. Den manglende hviletid blev derfor beregnet til at være væsentligt længere, end den reelt var. Det kostede en betinget frakendelse af kørekortet i by- og landsretten. Men Højesteret besluttede, at færgereglen måtte bruges. Det gav den langt mildere dom.
Indsats tæller med- Anklagerne har længe ment, at chaufførerne skulle opfylde en række krav for at få lov til at bruge færgehvilet i beregninger. Men har chaufføren gjort alt, hvad han kan for at holde et færgehvil, skal det selvfølgelig tælle med. Alt andet er uretfærdigt, og derfor er vi meget tilfredse med højesteretsdommen, lyder det fra Lars Nielsen.
Han kender til flere lignende sager, hvor chauffører og vognmænd det seneste års tid er kommet i klemme.
- Med højesteretsdommen i hånden er ITD klar til at hjælpe de mennesker med at få en mere retfærdig dom. Og vi hører gerne fra folk, der har spørgsmål eller har brug for råd. Det eneste krav er, at deres sag højst er et år gammel. Ellers er det nemlig for sent at få den ændret.
mb