700 ton skrælles af Scandlines-færger
Det tyske værft Blohm + Voss, der skal gøre de to Scandlines-færger Copenhagen og Berlin færdige, har som opgave at skrælle en god del af vægten af.
De to færger er nemlig 700 ton for tunge, og det giver for stor dybgang i forhold til vanddybden i Gedser Havn.
Der bliver formentlig tale om, at værftet skærer hele det øverste passagerdæk af. Til gengæld bliver antallet af passagerer reduceret fra 1.500 til 1.300. Samtidig skal styrehus og besætningsaptering i stål erstattes af tilsvarende konstruktioner i aluminium. Disse tiltag skal sænke færgernes tyngdepunkt, så de opfylder stabilitetskravene.
Scandlines forventer dog stadig, at de to færger vil kunne medtage 96 lastbiler eller 480 personbiler. Færgerne vil i øvrigt opfylde IMO’s nye svovlregler, der træder i kraft 1. januar 2015. Færgerne udstyres nemlig med et hybridsystem kombineret med en scrubber.
mb