Havnebestyrelse smidt ud
Normalt er valg af revisor ganske udramatisk på en generalforsamling. Men på generalforsamlingen hos Frederikshavn Havn onsdag fik valget af revisor en uventet drejning.
Formanden Lars Bonderup Bjørn måtte efter syv år i bestyrelsen, mod sin vilje, stoppe, og det samme gjaldt tre andre eksterne bestyrelsesmedlemmer.
De fire var blevet meddelt pr. brev, at ejeren af Frederikshavn Havn, byrådet, ikke ønskede dem længere.
- Byrådet ønskede, at vi fortsatte med vores hidtidige lokale revisor fra BDO Revision, men vi ønskede pwc ( PricewaterhouseCoopers), forklarer Lars Bjørn til nordjyske.dk.
Bestyrelsen trængte til nye input, og derfor havde man søgt og fundet en revisor med base i Aalborg.
Men byrådet var ikke til at rokke. Dog besluttede man at afvente revisorvalget, til en nye bestyrelse havde drøftet sagen. Man havde i stedet fået en ny formand til at stille op.
Som formand blev Bo Uggerhøj valgt. Han bor i Frederikshavn og arbejder i København som direktør for Falck Assistance.
Nyt bestyrelsesmedlem blev direktør Leif Pedersen, medejer af ICT A/S og tidligere direktør for Samson Transport Skandinavien.
Nyt medlem af bestyrelsen er også Kim Østergaard, ejer af Amiki Group , tidligere i frømandskorpset og HR Partner Novo Nordisk. Den fjerde tomme plads er ikke genbesat.
Der var genvalg til konsulent Lars Karlsson.
Desuden sidder byrådsmedlem Jens Hedegaard Kristensen (S) og byrådsmedlem Anders Broholm (V) som udpeget af byrådet og medarbejderrepræsentant Kenneth Hansen.
/mb