23948sdkhjf

EU-politikere hindrer ikke større lastbiler

Politikerne i Europa-Parlamentet er ikke imod de eksisterende forsøgsordninger og anden praksis for brug af tungere, højere og længere lastbiler i visse medlemslande og mellem visse medlemslande – blandt andet i Norden.

Politikerne i Europa-Parlamentet er ikke imod de eksisterende forsøgsordninger og anden praksis for brug af tungere, højere og længere lastbiler i visse medlemslande og mellem visse medlemslande – blandt andet i Norden.



Parlamentet har i forløbet haft mulighed for at stemme imod en fortsættelse af denne praksis. Men det undlod det, og det skal ses som en positiv udvikling.

Det vurderer direktør i Nordic Logistics Association, Søren H. Larsen, efter afstemningen 15. april på EU-Parlamentets sidste plenarforsamling før valget.

Søren H. Larsen betegner resultatet som en klar landvinding for vejtransporten. For i tiden op til afstemningen var der flere tegn på, at Parlamentet ville aflive muligheden for at køre, som man gør, mellem de nordiske lande.

- Takket være et stort lobbyarbejde med at få overbevist europarlamentarikerne om at lade deres tvivl komme vejtransporten til gode undgik vi, at hele den nordiske model for kørsel med tungere og længere køretøjer end EU-standard var blevet ulovlig fra den ene dag til den anden. Det kunne faktisk være gået så galt, men fornuften sejrede.

Afventer rapport

Til gengæld har EU-Parlamentet foreslået, at Kommissionen i 2016 skal fremlægge en rapport om forsøgene med større og tungere lastbiler. Det bliver grundlaget for en eventuel yderligere åbning til den tid, og det ærgrer alligevel NLA-direktøren:

- Det er beklageligt, at parlamentet heller ikke er klar til at tage et skridt i den anden retning og tillade mere brug af større lastbiler. Færre men større lastbiler er f.eks. også et bidrag til reduktion af CO2, hvilket erfaringerne fra de nordiske lande og Holland bekræfter. Nu skal vi så have endnu en rapport fra Kommissionen om brugen af større lastbiler, og det har den fordel, at diskussionen holdes i gang. Men det skaber ingen afklaring for de vognmænd, der skal investere i fremtidigt materiel, vurderer Søren H. Larsen.

Han peger dog på, at EU-Kommissionens heldigvis har givet en klar tilkendegivelse om, at også trafik med disse typer køretøjer over grænserne mellem medlemslande er tilladt, når køretøjerne er tilladt i de involverede medlemslande. Det er bestemt et fremskridt, mener han.

Mere miljø og trafiksikkerhed

NLA-direktøren nævner yderligere to positive forhold, som EU-Parlamentet har vedtaget:

For det første skal der udvikles mere aerodynamiske førerhuse, som også skal give bedre udsyn for chaufførerne. Dermed bliver lastbilerne mere sikre i trafikken. For det andet skal der udvikles flapper bag på lastbilerne, så man kan opnå aerodynamiske gevinster, når lastbilerne kører over en vis hastighed.

- Vi bifalder parlamentets hensigt med at udvikle førerkabinerne til at være mere sikre for chauffør og andre trafikanter. Det er en vigtig udvikling, som vi håber kan bidrage til at skabe mere sikker trafik særligt i byer. Det er vigtigt, at erhvervet og lastbilproducenterne bidrager til denne udvikling, tilføjer Søren H. Larsen.

Sagen er ikke slut nu. Medlemslandene i ministerrådet forhandler fortsat med mulighed for en enighed på rådsmødet i juni. Derefter skal sagen tilbage til EU-Parlamentet efter sommer, og til sidst skal de to institutioner blive enige.

/mb
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.142