Overraskende bestyrelsesvalg i ITD
Lille vognmand overraskede, da der skulle vælges nye medlemmer til brancheorganisationen ITD’ s bestyrelse.
Alt gik ikke helt som præsten prædikede, da der ved ITD’s generalforsamling på Hotel Nyborg Strand var valg til ny bestyrelse.
De siddende medlemmer af bestyrelsen havde på forhånd foreslået Trine Støwe Kristiansen, PK Transport Serritslev, og Flemming Jørgensen fra Niels Pagh Logistics A/S til at afløse to medlemmer, der ikke genopstillede. Men forsamlingen ville det anderledes.
Lars Jørgen Skov, der driver sin egen enkeltmands transportvirksomhed, overhalede Flemming Jørgensen, og blev med 154 stemmer valgt som nyt medlem i bestyrelsens fællesgruppe.
Lars Jørgen Skov havde på generalforsamlings foregående timer især gjort sig bemærket ved flere gange at træde op på talerstolen med kritiske spørgsmål til ITD’s bestyrelse og ledelse med i bagagen.
Trine Støwe Kristiansen blev valgt som nyt bestyrelsesmedlem med 205 stemmer.
Poul Henrik Schou og Gert Andersen blev genvalgt til bestyrelsen, da ingen andre kandidater stillede op.
Som nye suppleanter til ITD’s bestyrelse blev Ole Velbæk og Ib Frandsen valgt, mens Christian S. Madsen blev valgt som suppleant til fællesgruppen.