Boije fejrede dobbeltjubilæum
20 år siden svenske Boije Ovebrink blev Europa-mester i truck racing.
(Foto: Finn Bjerremand)
Ethvert rettænkende og fornuftigt menneske ved, at lastbilræs er i strid med ikke bare Færdselsloven, men også naturlovene og al den visdom, der er at finde i gamle hellige skrifter.
Det har dog aldrig afholdt svenskeren Boije Ovebrink fra at give den jävla mycket gas, selv om totalvægten var langt over 3,5 tons.
Ovebrink kunne 1. april fejre dobbelt jubilæum, da det var 40 år siden den ildsprudlende og dieselslugende lastvognschauffør købte sin første lastbil og startede egen vognmandsforretning. Samtidig var det 20 år siden Boije Ovebrink blev europæisk mester i truck racing i spanien 1. april 1994.
Ifølge Äkeritidningen startede Boije Ovebrink med at køre lastvognsræs i 1985, da han debuterede på Mantorp Park-banen. Det foregik bag rattet i den Volvo F12, som Ovebrink til dagligt anvendte til vognmandskørsel.
Det tog to år før Boije Ovebrink - med støtte fra sit eget ”racing team” – byggede en egentlig konkurrencelastbil – en Volvo F6 13.
Ovebrink fortsatte som vognmand indtil han blev Europamester i 1994 i den nu berømte NL12.
Den fartglade svensker fik ikke kun støtte fra sine landsmænd, når han kørte truck racing ude i Europa. Han havde også en trofast dansk fan-skare.
Boije Ovebrink indstillede racer-karrieren i 2001 – hvor han i øvrigt satte hastighedsrekord.
På billedet ovenfor ses Boije Ovebrink foran den lastvogn, som han og hans eget team ”Swedish Vikings – konkurrerende med på Nürburgring i 2001 - en MAN 18.423 FT med en MAN D 2866 motor på 12,0 liter slagvolumen, som havde en maksimalydelse på 1300 hk.
Ovebrink har dog ikke helt sluppet ”ugudeligt” hurtige lastvogne – så sent som i 2012 slog han sin egen hastighedsrekord på en flyveplads i USA. Det foregik i hybridlastbilen Mean Green, der nåede op på 236,577 kilometer i timen med rullende start. På samme tid og strækning nåede Mean Green med Ovebrink bag rattet op på godt 153 kilometer i timen fra en ”stående start” /smir